Om at skrive

Thorstein Thomsen skriver meget, og han skriver meget forskelligt. Lige fra højtlæsningsbøgerne om Frede til børnerim og letlæsningsbøger, ungdomsbøger og billedbøger. Han siger selv at han ikke sidder og stikker til computeren - han giver den en ordentlig en på frakken. Han er inspireret af Ray Bradbury´s ord om at man skal skrive så hurtigt at ens forstand ikke kan følge med - så kan man altid redigere i det bagefter.

Selv er han inspireret af de store klassiske forfattere: Kipling, Melville, Knut Hamsun. Men især Charles Dickens og hans præcise og detaljerede miljøskildringer betyder meget for Thorstein Thomsen. En scene fra David Copperfield har han endda lånt til en Frede-bog. Han får mange ideer som han skriver ned i sin kalender - meget af det ender som halvfærdige manuskripter på hans computer, men alligevel bliver det til en stor produktion.

Thorstein Thomsens datter har også inspireret ham til at skrive. Da hun var mindre, fortalte Thorstein Thomsen Alfons-fortællinger for hende. Alfons oplevede det som hun havde oplevet i løbet af dagen. Men fortællingerne blev lavet om, således at de nederlag hun havde haft blev vendt til sejre. På samme måde skriver Thorstein Thomsen for at tilfredsstille en flugt fra virkeligheden som ikke altid er lige morsom. Han siger selv at det er som en drøm hvor man selv kan sørge for at drømmen får en lykkelig udgang.