Richard

Richard er Thorstein Thomsens seneste roman, og den er absolut et af højdepunkterne i forfatterskabet. Det er en delvist selvbiografisk erindringsroman om drengen Gibber (Thorstein Thomsen) og hans opvækst hos sin mor i et forstadskvarter. Den beskriver smukt hvordan mor og søn holder sammen på trods af megen modgang og hvordan mennesker godt kan have store kvaliteter selv om de ser tvivlsomme ud på overfladen.

Det er først og fremmest en fortælling om Richard, Gibbers stedfar, der har mange op- og nedture i livet. Han er alkoholiker, men er samtidig en kærlig og opfindsom far der giver Gibber, hans nye lillesøster og hans mor mange store og minderige oplevelser. Richard bliver imidlertid arbejdsløs, begynder at drikke meget og begynder så småt at rode sig ud i kriminalitet. Til sidst bliver det for meget for familien og det ender i separation. Richard får dog, på mirakuløs vis, rejst sig igen og bogen ender med en genforening af den lille familie.

Bogen er en varm og velskrevet fortælling om en lykkelig barndom med gode venner, en dejlig familie og minderige oplevelser. Den er også et vellykket portræt af livet i Danmark sidst i halvtredserne og først i tresserne. Thorstein Thomsen træder her for alvor i karakter som forfatter.