Billedbøgerne

Thorstein Thomsen skriver også billedbøger, og man kan mærke at denne genre passer ham rigtig godt. Det er blevet til flere udgivelser, hvoraf den sidste, Kæmpeanden, er et lille mesterværk. Den handler om hvad man kan gøre ved sine mareridt. Lille And vågner trist op hver morgen efter at have drømt om kæmpeanden. I løbet af dagen tænker den ikke meget over det, men om aftenen når den skal sove kommer alle de ubehagelige tanker. Store And foreslår at de én gang for alle gør det af med kæmpeanden ved at tegne en tegning af den og smide den væk. Lille And bliver dog først helt tilfreds da de brænder tegningen i kaminen. Historien er typisk for Thorstein Thomsens solidaritet med de mindste, og den er samtidig den bedste billedbog han har lavet. Tegningerne er af Mette-Kirstine Bak, og de går fint i tråd med historien.

Også bøgerne med Grev Gris og Prins Knud er fremragende. Især giver kombinationen mellem Lilian Brøggers tegninger og Thorstein Thomsen lette og humoristiske sprog et resultat der appellerer både til øret og øjet. Bøgerne handler om Gris og Prins Knud og deres venskab i et rigtigt eventyrland. Igen ser man Thorstein Thomsens tema hvor vidt forskellige typer mødes og bliver bedste venner. Gris bøgerne minder meget om de gamle danske folkeeventyr suppleret med lidt nutidig galskab og overraskende pointer. Lilian Brøgger og Thorstein Thomsen har også sammen lavet billedbøgerne om Lille Mus.