Genrer og tematikker

Tolstojs hovedværker ”Krig og fred” og ”Anna Karenina” er begge eksempler på den bredt anlagte roman med et rigt persongalleri i skiftende miljøer. Hans centrale karakterer hører til overklassen, men særligt ”Anna Karenina” inkluderer en skildring af bøndernes vilkår i 1800-tallets Rusland, så læseren mærker Tolstojs solidaritet med dem. Behovet for deres medbestemmelse bliver berørt – de skal ikke bare være nyttige hænder for adelen. Klassetemaet er bundet til et af forfatterskabets øvrige temaer: Familien. Når to velstillede unge mennesker gifter sig, opstår en alliance mellem de familier, de kommer fra. I ”Krig og fred” såvel som i ”Anna Karenina” optræder giftemodne døtre, som skal have bejlere godkendt af kræsne forældre. Tolstoj fremstiller dette kødmarked med sans for ligestilling. Det kan være svært for både kvinder og mænd at blive afsat.

Slående er det imidlertid, at det i højere grad er muligt for mænd end kvinder at frigøre sig fra familien. Datidens norm placerer kvindens primære funktioner i hjemmet, hvor hun enten behager sin mand eller middagsgæsterne og får tyendet til at makke ret. Hvis hun bryder ud af det, går det hende ilde. Den promiskuøse Hélène, som er sin mand utro i ”Krig og fred”, bliver syg og dør, hvilket kan tolkes som en moralsk straf over hende fra Tolstojs side. I ”Anna Karenina” er titelkarakterens utroskab mindre vilkårlig – den er resultatet af en kærlighed til Vronskij af naturkraftagtige dimensioner – men hun dør alligevel. Skønt Tolstoj gør det til Annas beslutning og en slags sejr for hendes vilje, får han understreget, at kvinden er udsat uden for de etablerede familiestrukturer. Omvendt skorter det ikke på mandlige karakterer, der får lov at søge efter en identitet, der ikke hedder ægtemand. Pierre afprøver et idealistisk broderskab i ”Krig og fred”, Andréj i samme roman helliger sig krigstjenesten, mens Vronskij i ”Anna Karenina” er progressiv godsejer og kunstnerspire foruden at være Annas elsker. Trods mændenes friløb antyder Tolstoj, at lykken findes via relationen til kvinden. Andréj og Pierre i ”Krig og fred” oplever nogle af deres mest euforiske stunder i den unge Natásjas nærvær.

Endelig er afstanden mellem menneskers tanker og offentlige liv et bærende tema i forfatterskabet. Overklassens selskaber har karakter af forestillinger, hvor værtinden styrer, hvem der snakker med hvem. Temaet træder frem, idet situationer gang på gang kaldes for ”scener”. Anna i ”Anna Karenina” tydeliggør Tolstojs drillende blik for menneskets trang til at vise sig frem. Hun sætter spørgsmålstegn ved de mange offentlige tillidshverv, som folk pryder sig med, og overvejer, om man kan gøre det indre liv til det ydre. Men det lykkes hende ikke at dele sine følelser med et andet menneske og derved knytte et bånd, som afholder hende fra selvmordet.