Genrer og tematikker

”Sanctus” er historien om et mystisk selvmord, der hurtigt udvikler sig til at være en kompliceret kriminalgåde og nyhed, der kan rydde forsider verden over. Dermed lægger romanen sig mellem genrerne krimi og thriller, som ikke udelukker hinanden, men som bestemt heller ikke behøver at optræde side om side.

Kriminalromanen følger som oftest en kriminalkommissær eller en anden person med tæt kontakt til politiets og/eller forbrydernes indercirkler. I ”Sanctus” følger vi både kriminalreporter Liv Adamsen og kommissær Arkadian fra politistationen i Ruin, der er ansvarlig for sagen om munken og for at beskytte Adamsen under hendes ophold i byen. 

Når der alligevel ikke er tale om en klokkeklar krimi, skyldes det, at det i og for sig ikke er en forbrydelse, der sætter historien i gang. Det klassiske spørgsmål: Hvem gjorde det? kan ikke stilles i ”Sanctus”, for munken på bjerget begik selvmord. Hovedtemaet skal findes på et mere abstrakt plan og handler om fanatisk religiøsitet, frelse, manipulation og det at ville beskytte sandheder og hemmeligheder for enhver pris.

Thrillerelementet er især synligt i måden, historien fortælles på. Toyne skriver historier fyldt med action, spænding og cliffhangere, som man kender dem fra tv og film. Birollerne er spredt ud over flere kontinenter, og deres historier kobles løbende til hovedbegivenheden i Ruin.

Samtidig er alle disse biroller med til at skabe et mere nuanceret billede af trostemaet, for ”Sanctus” handler ikke kun om religionsstridigheder, men også om at tro på noget og holde fast i det. Vi møder den højgravide husmor i New Jersey, der tror på renhed, sundhed og retfærdighed, vi møder Liv, der har forskanset sig bag sin hårdkogte reporterfacade, vi møder munkene, der burde være rene og gode, men som er villige til at bedrage og slå ihjel for at værne om deres hemmeligheder.

Toyne præsenterer et galleri af stereotyper og afvigere, og han gør det på en måde, så læseren et langt stykke af vejen ikke helt kan regne ud, hvem der er hvad