Portræt af Linn Ullmann
Foto: Ib Helles Olesen / Forfatterweb

Linn Ullmann

stud.mag. Ida Blinkenberg Lidell, 2012. Opdateret af cand.mag. Christina Aabo Mikkelsen. 2016. Senest opdateret af Johanne Luise Boesdal, august 2022.
Top image group
Portræt af Linn Ullmann
Foto: Ib Helles Olesen / Forfatterweb

Den prisbelønnede norske forfatter, kulturjournalist og kritiker Linn Ullmann har med sin roman ”De urolige” skrevet en smuk lyrisk roman om kærlighed og ensomhed og et barns opvækst hos to ambitiøse kunstnerforældre. Romanen blander selvbiografiske minder med fri fantasi og dokumentarisk materiale. Linn Ullmann debuterede i 1998 med romanen ”Før du sover” om den unge Karin og hendes skøre familie, og derudover har hun bl.a. skrevet de kritikerroste romaner ”Nåde” og ”Et velsignet barn” samt senest ”Pige, 1983”.

135146552

 

Blå bog

Født: 9. august 1966 i Oslo, Norge.

Uddannelse: Nogle år på teaterskole i New York. Litteraturstudier ved New Yorks Universitet, hvorfra hun fik sin kandidatgrad i 1988.

Debut: Før du sover, 1998 (Før du sover, 1999).

Priser: Den norske læserpris, 2002. Amalie Skram-prisen, 2007. P2-lytternes Romanpris, 2015.

Seneste udgivelse: Når jeg er hos dig. Gyldendal, 2022. (Når jeg er hos deg, 2001). Oversat af Karen Fastrup.

 

 

 

Videoklip

Mød Linn Ullmann i samtale med Forfatterwebs litteraturformidler Sarah Hvidberg om "Når jeg er hos dig", august 2022.

Artikel type
voksne

Baggrund

”Jeg var hans barn og hendes barn, men ikke deres barn, det var aldrig os tre; når jeg bladrer gennem stakken af billeder som ligger på bordet foran mig, finder jeg ingen fotografier af os tre sammen. Hun og han og jeg. Den konstellation eksisterer ikke.”
”De urolige”, s. 10.

Linn Ullmann er det, man før i tiden kaldte ‘et uægte barn’, fordi hun er barn af to, der ikke var gift med hinanden. De var gift med nogle andre, og så var de i øvrigt ikke hvem som helst, men den verdensberømte svenske film- og teaterinstruktør Ingmar Bergman og den verdensberømte skuespiller Liv Ullmann.

Linn Ullmann blev født i 1966 i Oslo, men fordi hun var ‘et uægte barn’, ville præsten ikke døbe hende. Nogle år senere fik forældrene dog lov til at få hende døbt, men det blev som Karin Beate Ullmann, for Linn var ikke et lovligt navn. I dag er hun dog kendt som Linn Ullmann alligevel.

Da hun var ung, ville hun være operasanger, men hun skiftede mening og gik efter en skuespillerkarriere. Sandsynligvis inspireret af sin mor og de biroller, hun havde i sine forældres film, da hun var barn. I 1984 rejste Linn Ullmann til New York, hvor hun startede på en skuespillerskole. Men efter et par år skar hendes lærer igennem og sagde, at hun var en elendig skuespiller. Moderen erklærede sig enig, så Linn droppede de skrå brædder til fordel for litteraturstudier, ligeledes i New York. Hun blev færdiguddannet i 1988, hvorefter hun påbegyndte en Ph.d. Den opgav hun i 1992, da hun vendte tilbage til Norge og fik arbejde som journalist på den norske avis Dagbladet og senere Aftonbladet, hvor hun blev en respekteret kulturjournalist og kritiker.

Forfatterkarrieren startede med et brag, for allerede inden Linn Ullmanns debutroman “Før du sover” blev udgivet i Norge, var den via bogmessen i Frankfurt solgt til 15 lande. Hvis man overvejer, at Linn Ullmanns forældre er den berømte skuespillerinde Liv Ullmann og filminstruktør Ingmar Bergman, kan man let forestille sig, hvor meget ‘hype’, der var omkring Ullmanns romandebut. Faktisk så meget, at Ullmann bad sin forlægger om at trække den tilbage – en idé han overtalte hende til at opgive. I dag er Linn Ullmann en verdenskendt forfatter med bøger solgt i over 30 lande, og hun bor i Oslo med sin forfattermand, Niels Frederik Dahl, deres datter og børn fra tidligere ægteskaber.

Før du sover

“Du må kæmpe for ham, Julie, hvis du absolut vil beholde ham, siger Val Bryn. Staaand by your maaaan, synger Torild og nynner videre på melodien. Så synger vi: Staaaand by your maaaaan. Himmelhøjt jublende, bedrøvet til døden bryder Julie af og begynder at græde.”
“Før du sover”, s. 115.

Linn Ullmanns debutroman “Før du sovner” fra 1998 (“Før du sover”, 1999) foregår i tre forskellige perioder: Romanens nutid, som indleder og afslutter historien, og en omfattende mellemtid, hvor vi hører om hovedpersonen Karin Bloms opvækst i 1990’ernes Oslo. Og endelig en fjern fortid i 1930’ernes New York, som er rammen for fortællingen om Karins bedsteforældre, de norske immigranter, som slog sig ned i New York.

Morfaren Rickard Blom lærte aldrig at elske naturen i Norge, men han var henrykt over livet i New York, hvor han startede en kostumebutik, som blev en tordnende succes på grund af hans kompetente arbejde og entusiasme: “Han var sandsynligvis det eneste menneske i denne familie, der havde evnen til at lade sig overrumple af glæde”, fortæller Karin Blom (s. 170). Men som overalt i “Før du sover” er der en bagside af medaljen, for konen kan ikke leve op til sin mands billede af deres kærlighed, og hun længes hjem til Norge. Da Rickard pludselig dør, og Anden Verdenskrig nogle år senere slutter, kan hun rejse hjem med sine døtre.

Den ene datter, Anni, er Julie og Karins mor, og hende hører vi om i romanens “mellemtid”, da Karin er i tyverne. Ligesom den øvrige familie er Anni ret skør, “ikke vel forvaret”. Hun er til store følelser og drømme, hun er “uimodståelig” og en mandemagnet. Men Anni må affinde sig med en skilsmisse med Karins far og et job som frisør i Oslo. Anni prøver at være en god mor, som elsker sine børn, for det er hun opdraget til. Ikke desto mindre er hendes følelser ambivalente, for da Karin som lille lyver for hende, hvisker hun: “Karin, jeg elsker dig, fordi jeg er din mor, men jeg bryder mig ikke særlig meget om dig” (s. 42).

Karins søster Julie er depressiv, og i sine teenageår forsøger hun flere gange at begå selvmord. Hendes liv tager tilsyneladende en positiv drejning, da hun bliver gift med ‘den fortræffelige Alexander’ (som senere er Julie utro med hendes gode veninde, Val Bryn). Karin er skildret som den store forførerske, men hun er ikke decideret smuk, så alle de mænd, hun sætter sig for at forføre, ænser hende ikke til at starte med. Men så har hun sin stædighed og evnen til at synge.

22393308

Fortælleren Karin fungerer som en upålidelig fortæller, der tidligt i romanen gør rede for, hvordan hun som barn lærte at lyve på den anvendelige måde, og det er Karins subjektive udlægning af sin familie og sit privatliv, vi får. Men det er også en sprælsk fortæller, som springer frem og tilbage i tiden, både i år, uger, dage og timer, og fortællingen bliver meget kalejdoskopisk og dynamisk. Der er elementer af magisk realisme, for eksempel den tunge sten, som ligger i ægtesengen mellem Julie og Alexander. Eller en af Karins kærester, som forvandler sig til en makrel, da hun lister sig til at tage hans magiske cowboystøvler af.

Linn Ullmann præsenterer den idé, at “Kærligheden er vores sidste utopi, nu da vi hverken har Gud eller politik” (Carsten Andersen: Forføreren. Politiken, 1999-02-07). Dermed peger hun på det centrale tema i “Før du sover”; kærligheden og vores forventninger til den. Familien er et andet vigtigt tema, og Karin fortæller selv – eller via sin mor – om den store familie, hvor især kvinderne bliver grundigt beskrevet, mens mændene er mere perifere. Fælles for alle er, at de er excentriske på den ene eller anden måde: den gamle Selma er ondskabsfuld, når hun siger til sin niece Anni “Du er ikke en af dem, der ældes med stil, Anni. Indse, at det er forbi, min pige. Forbi!” (s. 29).

Tid er et tredje vigtigt element i romanen, for den indebærer forandringer til det værre og det bedre. Værre bliver det i Julie og Alexanders ægteskab og for Anni, der ikke kan forlige sig med, at hun ‘ikke ældes med stil’. Symbolet på den ‘store’ verdens tid er tidskapslen Cupaloy, som sænkes ned i jorden til verdensudstillingen i New York 1939. Den indeholder sin samtids ypperste frembringelser og tanker, samt hilsner fra berømte videnskabsmænd, og planen er, at den skal graves op igen efter 5.000 år, når alle visionerne er realiserede. Som parallel til Cupaloy laver Karin og Julies søn deres egen lille tidskapsel, når de gemmer en skat (værdifulde billeder og fodboldkort med mere) i en skotøjsæske. Skatten graver de ned i Frognerparken i Oslo, så de kan vende tilbage til den året efter.

Når jeg er hos dig

Sygeplejersken Stella falder ud fra taget på en ejendom i Oslo. “Når jeg er hos deg” fra 2001 (“Når jeg er hos dig”, 2002) fortæller historien om det to sekunder lange fald. Historien fungerer som et tilbageblik, hvor forskellige mennesker fortæller om Stellas – og deres eget – liv. Fortællerne udgøres af datteren Amanda, politiforskeren Corinne, ægtemanden Martin og den forbitrede Axel, som elsker Stella.

24022072

Romanen er en kinesisk æske af fortællinger, der alle vikler sig ind i hinanden, hvor linjerne mellem fiktion og realitet blandes sammen, og hvor hvert enkelt menneskes forståelse af – og kærlighed til – Stella farver deres historier. Og Stellas stemme høres som en hvisken mellem alle de andre stemmer.

Igennem Corinne, der efterforsker Stellas død, fortælles om Stellas to sekunders fald fra kærligheden: “det slog mig, mens vi sad der, at det var som om vi lavede en historie sammen, han og jeg, og at den egentlige historie, om hvad der var sket, slet og ret glippede for mig.” (s. 13). Det at fortælle en historie sammen bliver et billede på forholdet mellem mennesker, men ‘den egentlige historie’ forsvinder mellem fingrene på Corinne, akkurat som den gør for de andre karakterer i bogen og vel nok også for læseren selv. Det er ikke blot forholdet mellem Stella og Martin, der er præget af mangel på forståelse. Der er Axel, som aldrig kunne elske sin kone fysisk, og Martin der i søvne drømmer, at hans datter Bi er et monster og en skifting. Der er Stellas mor, som ikke kunne elske sin mand og datter, men heller ikke kunne forlade dem, Stellas datter Amanda, der drømmer om at falde gennem luften og blive til ingenting, men tilbyder sin krop til hvem som helst, og Martins farfar, der forlod hans farmor for at følge sine drømme, men i stedet endte med at dø af det.

“Når jeg er hos dig” er opdelt i syv afsnit: Fem kapitler, en prolog og en epilog. Prologen er en videooptagelse af Martin og Stella, natten før hun falder ned fra taget. De efterfølgende kapitler har alle overskriften Fald, og rummer, med undtagelse af kapitel tre, små fortællinger, øjebliksbilleder og erindringer, der tager udgangspunkt i Stella og hendes død, men i virkeligheden fortæller om andre slags fald. På engelsk kaldes det at blive forelsket, “to fall in love”. Der findes ikke nogen dansk ækvivalent til ordet “fall” i denne betydning, men “Når jeg er hos dig” er i højeste grad en fortælling om at falde, falde i kærligheden og at falde ud af den igen. Hvis det at falde er en metafor for kærligheden, finder Amanda måske netop de rigtige ord, når hun fortæller sin lillesøster, at deres mor i stedet for at dø blot “falder og falder uden at ramme jorden” (s. 18).

Det er derfor også passende, at det er den døde Stella, der får det sidste ord. Kapitel tre er Stellas egen fortælling, og hun indleder den med en monolog, som afspejler titlen: “Af og til når jeg er hos dig, spejler jeg mig i det forgyldte spejl, der hænger i gangen. Da forestiller jeg mig, at du stiller dig op bag mig, og at det er dit ansigt, jeg ser. Du er gammel og grim, og jeg elsker dig. Men jeg kan ikke lide, at du rører ved mig. Det synes jeg er ækelt. Du har kolde hænder. Du vil ikke slippe mig, når jeg vil gå.“ (Stella til Axel, s. 135). Den sidste sætning “Du vil ikke slippe mig når jeg vil gå” spiller på den forestilling, at kærlighed er som et gyldent bur, at vi binder hinanden fast for kærlighedens skyld, at det at falde frit gennem luften ikke er muligt, at det ikke er “naturligt for mennesker at flyve, vi hører til nede på jorden, det er ikke naturligt at overgive sig så betingelsesløst og forsvarsløst til et andet menneske...” (Stella , s. 66).

Titlen “Når jeg er hos dig” rammer ironisk plet i temaet for bogen, for det er netop fravær, der er den røde tråd gennem fortællingen. Fraværet af Stella som elsker, mor og veninde, og det dybere fravær; den ensomhed der findes mellem mennesker, som ikke længere kan finde ud af at elske hinanden.
 

Nåde

“Sol var sol. Regn var regn. Kød var kød. Smerte var smerte. Og der ville komme en tid, hvor Johan foldede hænderne og hviskede: Hvorfor? Og svaret var enkelt: Fordi!”
“Nåde”, s. 76

Det er hård læsning, Linn Ullmanns roman “Nåde” fra 2002 (“Nåde”, 2003), som handler om den døende Johan Sletten. Johan er en ‘almindelig’ mand på 69 år, der tidligere var kulturjournalist, men blev fyret, fordi han havde oversat en tysk anmeldelse og fået den i avisen i sit eget navn. Privat er Johan gift med kone nummer to, den 53-årige læge Mai. Romanen starter, da Johan får stillet diagnosen uhelbredelig kræft. Derefter følger vi hans sygdomsforløb, indtil han dør nogle måneder senere.

Da Johan får at vide, at han skal dø, tager han tilløb og får fortalt det til sin elskede kone, som bryder ud i gråd. I samme åndedrag beder han hende om at yde aktiv dødshjælp, når han til sidst har for mange smerter og har mistet kontrollen over sig selv. Johan har ikke været en særlig beundret eller værdig mand, så det er meget vigtigt for ham, at han får en værdig død. Ikke mindst erindringen om faderen, som døde uværdigt – alene i bræk og smerter – skræmmer Johan. Men Mai svarer ikke, og i lang tid undgår hun emnet.

Johan ser tilbage på sit liv, mens han nærmer sig døden og forsøger at gøre status. Han tænker på sin første kone, som mindede ham om en hest. De havde en søn, men ikke et godt ægteskab, og Johan var lettet, da hun døde. Men senere, da Johan ligger på hospitalet, vender hun tilbage i hans febervildelse og plager ham. Johans tanker kredser hele tiden om hans snarlige død, og Mai vil ikke snakke om det. Da hun endelig gør, indvilger hun i at give ham en dødbringende sprøjte, når hans liv ikke er noget værd mere. Johan får det igen meget dårligt og bliver indlagt på hospitalet. Her skildrer Ullmann Johans mange tanker før døden: hans ændrede identitet som hospitalspatient, hans febervilde samtaler med døden og ekskonen, hans ønske om, at alt skal være betydningsladet, hans dårlige samvittighed over at være en byrde for Mai. Til sidst er der kun hans uudholdelige smerter og tabet af evnen til at kommunikere, og da er det, Mai giver ham sprøjten.

24638634

Fortællingen består af en nutid, Johans sygdomsforløb, og adskillige flashback til Johans barndom, det første ulykkelige ægteskab og det andet lykkelige med Mai, samt minder om hans tre venner og karrieren på avisen. Fortællerstemmen i “Nåde” er alvidende og befinder sig mest inde i Johans hoved. Til sidst bliver fortællerstemmen nødt til at forlade Johans tanker, for da er han død. Men det betyder, at den bidrager til at skildre døden. Det sker i romanens sidste linjer, da Mai har givet Johan sprøjten og er gået: “Et stort mørke falder over Johan Slettens ansigt. Han ville have sagt: Og dit hår, Mai, er smukkere denne morgen end det er alle andre morgener.” (s. 163).

Døden er et centralt tema, som også kærlighed er det. Johan kan ikke bryste sig af meget, men han er elsket af Mai, og han elsker Mai. Hun er hans nåde, som han siger flere gange, og han forstår ikke altid, at hun gider ham på trods af sygdom og alderdom. Men når han spørger hende, siger hun: “Men du er nu engang min Johan, og jeg er glad for dig”. Netop fordi Johan elsker Mai, ønsker han ikke, at hendes gode minder om ham skal fortrænges af en uværdig død, som det skete for Johans mor, da hans far døde. Johan siger “Mit liv har aldrig været en opvisning i værdighed” (s. 57), men det ønsker han, døden skal være. Dermed deltager romanen med mange nuancer i den verserende debat om aktiv dødshjælp: Det virker positivt, da Johan ønsker, at Mai skal hjælpe ham med at få en værdig død. Det gør hun, og hun tilstår over for overlægen, men frikendes af denne og bliver ikke retsforfulgt. Samtidig bliver vi delagtiggjort i Johans og Mais skiftende holdninger til, hvordan han skal dø, og Mais frygt for den mulige straf fra staten.

Et velsignet barn

“Molly er ikke bange for noget! JEG ER IKKE BANGE FOR NOGET, råber hun og ser op mod himlen. Hun folder hænderne og beder. Mest af alt ønsker hun sig en prikket bikini”
“Et velsignet barn”, s. 244.

To historier udspiller sig parallelt i Linn Ullmanns “Et velsignet barn” fra 2005, (“Et velsignet barn”, 2006): Nutiden løber over nogle få dage, mens den 38-årige Erika kører fra Oslo til en ø i Østsverige, Hammersö, hvor hendes gamle far Isak bor. Erika har besluttet sig for at besøge Isak, uden hans samtykke, fordi hun tror, at han snart skal dø. Erika får endvidere overtalt sine to yngre halvsøstre til også at komme. Undervejs hører man om Erikas liv med børn, to eksmænd og lægekarriere. Fortællervinklen springer derefter over til den mellemste søster, Laura, som har et tilsyneladende perfekt liv, men alligevel ikke er helt tilfreds. Og man hører om den talentfulde yngste søster, Molly, der er i gang med en teaterinstruktørkarriere.

Søstrene har forskellige mødre, men samme far, Isak. Da Erika og Molly var børn, boede Isak på Hammersö med sin kone Rosa og deres barn Laura. Hver sommer kom Erika og Molly på besøg i en måned, og det er erindringerne herom, der er romanens vigtigste fortælling. I faderens hus hersker streng disciplin, for børnene må slet ikke komme ind i løbet af dagen, mens Isak arbejder med sin gennembrydende lægeforskning om ultralyd. Rosa er hjemmegående, og ligesom Isak er hun tilhænger af faste rutiner og klare regler. Men i løbet af dagen leger pigerne på øen, og her hersker jungleloven. Jo ældre de bliver, jo mere udvikler deres lege sig til mobning, uden de voksne opdager det. En dag kammer mobningen over, og en katastrofe indtræffer. Derefter er intet det samme, og det er slut med de varme somre på Hammersö. Der skal gå 25 år, før søstrene vender tilbage til øen.

26201985

Mobningen blandt teenagerne på Hammersö kan både være raffineret og simpel. De unge danner grupper, og her er det afgørende, om man er med eller ej. Det er i dette magtspil, at mobningen bliver psykologisk, og, ifølge Linn Ullmann, minder om storpolitik, hvor der forhandles, og nogle ikke må være med, mens de populære kan styre det hele. På den måde bliver denne form for mobning almenmenneskelig, for in- og eksklusionsmekanismer findes overalt. Mobningen kan også være meget konkret: Den er ydmygende, når teenagerne tvinger Ragnar til at drikke hestepis og smører hundelort i hans hår, og mobningen er decideret vold, når drengene igen og igen gennembanker Ragnar. Mobningen kædes ofte sammen med seksualitet, for her kan den ramme ekstra hårdt. Linn Ullmann problematiserer volden på følgende måde: “Jeg skriver om den vold, som de voksne vender sig bort fra, som de voksne ikke ser, fordi den er forklædt som leg”. (Søren Kassebeer: Kunst gør os ikke til bedre mennesker. Berlingske Tidende, 2006-04-15). Laura får en fatal og utilsigtet rolle i mobningen, som påvirker hende hele livet. I Lauras voksenliv i romanens nutid, forsøger hun at råde bod på fortiden ved at støtte manden Paahp, der ligesom Ragnar skiller sig ud – her fra børnefamilierne på Lauras villavej.

De sanselige somre på Hammersö har både elementer af udvikling og en verden, der bliver større, ikke mindst på det seksuelle område. Det gælder især for Erika, som læser pornoblade med pigekliken og giver Marion en orgasme, og som i al hemmelighed kæler med Ragnar i hans hytte i skoven. Samtidig er der en fornemmelse af økuller på Hammarsö, for magtspillene og sladderen kommer igen hvert år, og selvom Ragnar løber hurtigt, kan han aldrig helt undslippe øen. Molly og Erikas ‘halv’-status i forhold til familien, som både gæster og nære familiemedlemmer er et vigtigt element i forhold til søstrenes voksenliv. Endelig kan historien om de unge på Hammersö ses som en nyfortolkning af syndefaldsmyten: de har levet sorgløst på den idylliske ø, men pludselig begår de en forbrydelse, og da er barndommen med ét forbi, og de kan aldrig mere vende tilbage til Paradisets Have på Hammersö. Mollys barneoptimisme og -logik fungerer som et humoristisk modspil til disse tunge tematikker.

De urolige

”Moren og faren kunne ikke bestemme sig for hvad de skulle kalde hende. Tiden gik. Andre afgørelser blev truffet. Da pigen var nogle uger gammel, bestemte faren, at moren skulle holde op med at amme, skubbe brystet på plads i blusen, give det tilbage til ham, så de to kunne rejse til Rom.”
”De urolige”, s. 121.

I 2015 udgav Linn Ullmann ”De urolige” (”De urolige”, 2016), som er en roman med tydelige selvbiografiske træk. Den handler om en pige, der vokser op med to kunstnerforældre, som kræver plads, og om hvilke omkostninger det har for barnet. ”Det er en bog, som problematiserer og undersøger og udfordrer, hvad det vil sige at skrive selvbiografisk,” har Linn Ullmann udtalt i et interview (Jeppe Bangsgaard: Linn Ullmann ”Hukommelsen bluffer hele tiden – præcis som en god forfatter”. Berlingske, 2016-08-18).

Romanens handling foregår fra pigens fødsel i 1966 til farens død i 2007, og kompositorisk springer den frem og tilbage i tid. Der anvendes et fortælleteknisk greb, hvor der veksles mellem den voksne jegfortæller og pigen i tredjeperson. Historien er skåret til, så tyngdepunktet er barndommen og ungdommen, mens den voksne jegfortællers liv med mand og barn træder i baggrunden, men går i dialog med den primære fortælling. Bogen begynder med den voksne jegfortællers møde med faren på hans landsted ved Hammars, hvor de har aftalt at skrive en bog om alderdommen, og hun når at optage en del samtaler med ham, men så dør han, og fortælleren har selv en modvilje mod at skrive deres fælles bogprojekt færdigt.

52557135

I stedet kommer der en smuk bog i lyrisk prosa ud af det, som skildrer tre slags kærlighed: Kærligheden mellem forældrene, kærligheden mellem barnet og forældrene, og kærligheden til det bestemte sted, man kommer fra. Faren beskrives som utrolig punktlig og lidt af en arbejdsnarkoman med faste rutiner, en mand som har fem koner, ni børn, fire huse, to biler, en swimmingpool og en biograf. Moren rejser meget på grund af jobbet og bor i lange perioder i udlandet. Pigen bor hvert år i juli en måned hos sin far, hvor hendes halvsøskende og farens nye kærlighed Ingrid også bor eller kommer på besøg, og resten af året bor hun hos sin mor, bl.a. i New York, og hun bliver tit passet af barnepiger. Pigen bryder sig ikke om at være barn og vil gerne være hurtig voksen, mens forældrene ofte agerer, som om de gerne vil være børn.

I romanen giver Ullmann ikke karaktererne navne, men kalder dem for ”moren”, ”faren” og ”pigen”. Derved opnår hun både at gøre det til en personlig og almen fortælling om et barns opvækst, som til tider er smertefuld, fordi hun tilsidesættes på grund af de voksnes kunstnerambitioner, men som også er fortalt med meget kærlighed og humor.

Pige, 1983

”Han sagde jeg smilede til ham, men det er ikke sandt. Det jeg gjorde da jeg mærkede at han så på mig, var at rette mig op, rulle skuldrene tilbage – en lillebitte bevægelse – en enkel koreografi for en sekstenårig pige som har gjort sig færdig med barndommen.”
”Pige, 1983”, s. 20.

Linn Ullmanns roman ”Jente, 1983” fra 2021 (”Pige, 1983”, 2022) er en jeg-fortælling. Hovedpersonen er 16 år, da hun møder den 44-årige fotograf A i elevatoren i sin opgang i New York. Årstallet er 1983, og hun er modtagelig for blikke, der afspejler, at barndommen er slut. Den bekræftelse får hun af fotografen A sammen med en mulighed for at tage til Paris og lade sig fotografere. Pigen, der blev døbt Karin, farer hurtigt vild i Paris. Hun går gennem gaderne med sin mors røde hue og ender på A’s dørtærskel og derefter i hans seng.

134005815

I 1983 har den 16-årige pige glemt navnet på sit hotel og bærer kun på sedlen med A’s adresse. I 2014, hvor forfatteren første gang satte sig for at skrive om pigen i Paris, og i dag, hvor hun skriver bogen færdig, har hun glemt det meste. Men ikke natten i fotografens lejlighed og skammen, følelsen af noget forkert, der har fulgt hende lige siden. Løsrevet fra de faktiske hændelser.

Indimellem genkaldelsen – eller gendigtningen – af den 16-årige piges modelchance i Paris skriver den 55-årige forfatter sig igennem en depressiv tilstand. Ensomheden udfordres af et gensyn med den unge piges usynlige søster, hvis spørgsmål til forfatteren flere steder driver tanker ufrivilligt frem: ”Du er begyndt at komme uanmeldt, som da vi var børn. Lad mig være i fred, siger jeg. Gå din vej og plag nogle andre.” (s. 41).

Forholdet til den berømte mor, skuespiller Liv Ullmann, fylder både i nutiden og datiden. Blikket på moderen er kærligt beskrevet begge steder, selvom bogen også beskriver en barndom, der ikke var indrettet efter børn i traditionel forstand. 

Romanen er autofiktiv og svinger mellem nutid og 1983. Den er bygget op af brudstykker af hukommelse fra en lille uges tid alene i Paris som 16-årig, der har sat varige spor i den 55-årige jeg-fortællers krop. Tonen er undersøgende, intet står fast, heller ikke placeringen af skyld og følelserne omkring den faktiske hændelse: Sex mellem en 16-årig pige og en 44-årig gammel mand. 

Men ”ved at skrive det der skete, ved at fortælle historien så sandfærdigt som jeg kan, forsøger jeg at samle dem i én krop – kvinden fra 2021 og pigen fra 1983. Jeg ved ikke om det er muligt.” (s. 79).

Genrer og tematikker

Linn Ullmann er døbt Karin Beate Ullmann, så det er nærliggende at tænke, at det måske er hende selv, der taler gennem Karin i “Før du sover”. Mange har derfor spekuleret i, om det er Ullmanns kendte forældre og deres familier, hun skildrer. Men det afviser Linn Ullmann på det kraftigste, for hun “afskyr biografier og bøger om kändisser” (Carsten Andersen: Forføreren. Politiken, 1999-02-07). Men hun har alligevel ladet romanerne været inspireret – ikke dikteret – af sit eget liv. Hun har udtalt, at hun kan genkende Erikas kejtethed i kvindefællesskaber i “Et velsignet barn” fra sig selv. ”De urolige” har tydelige selvbiografiske træk og bruger sammenblandingen af forskellige genrer som selvbiografi, dokumentarisme og fri digtning. Sproget er lyrisk, og fortællingen går i dialog med anden litteratur, film, kunstværker og den vestlige kulturarv i det hele taget. 

Fortælleformen i romanerne udgøres typisk af en nutidsfortælling, hvor man hører om hovedpersonen og de omgivende personers fortid gennem ‘flashbacks’. Den første roman er mest sprælsk i sin fortælleteknik, men Ullmann har valgt at “tøjle sig selv lidt mere, for hver bog, hun skriver” (Leonora Christina Skov: En samtale med levende og døde. Weekendavisen, 2006-04-28). Stilen i Ullmanns romaner er filmisk, scenerne klippes hårdt eller ‘fades’ ud, og lyset er altafgørende; det bestemmer, hvordan noget opfattes. Ragnar i “Et velsignet barn” mobbes med sit udseende, men for Erika ser han godt ud, hvis hun bare kniber øjnene lidt sammen, så lyset bliver rigtig skarpt.

Den skæve familie er et gennemgående træk i Ullmanns forfatterskab. Kernefamilien rumsterer som ideal i baggrunden, men den konkrete virkelighed er altid mere bøvlet. Kærlighed er også et centralt emne, for eksempel i ægteskabet mellem Julie og Alexander i “Før du sover”, hvor de er løbet tør for kærlighed, eller mellem Mai og Johan i “Nåde”, hvor Johan beder Mai om at slå ham ihjel, hvis hun elsker ham. Der er meget kærlighed i ”De urolige”, som beretter om forældrenes indbyrdes kærlighed og pigens kærlighed til forældrene, men også hendes ensomhed, længsel og savn efter dem, og hendes ønske om, at de alle tre skal leve sammen i stedet for adskilt. 

Seksualitet er lige så vigtigt og kan være famlende som hos teenagepigerne i “Et velsignet barn” eller voldsom og erobringslysten som hos Karin i “Før du sover”. Tiden spiller ind i alle romaner som afgørende, i den forstand at personerne er resultatet af deres fortid. I “Nåde” bliver tiden katastrofal, fordi den bærer Johan tættere på kræftdøden. Det er tunge emner, Linn Ullmann beskæftiger sig med, men historierne bliver aldrig forstemmende, for hendes hyppige brug af humor bærer fortællingen oppe.

Beslægtede forfatterskaber

På mange måder minder Rickard i “Før du sover” om Jay Gatsby i “The Great Gatsby” af F. Scott Fitzgerald. Den historie foregik også på næsten samme sted (uden for New York) og næsten samme tid (1920’erne): Rickard bygger sit liv op fra grunden, drevet af kærlighed, og ligesom Gatsby ser han et symbolsk, blinkende, grønt lys langt væk “Og dette lys fortalte ham, at han var uovervindelig” (s. 170 i “Før du sover”).

Linn Ullmann skriver i det hele taget med inspiration fra den fælles, vestlige kulturarv, herunder også sin fars film. For eksempel rummer “Et velsignet barn” tydelige referencer til Shakespeares sidste skuespil “Stormen”, ligesom der også er passager, som er inspireret af Virginia Woolfs roman “Til Fyret”. En nutidig forfatter, hvis værker på mange måder ligner Linn Ullmanns, er landsmanden Lars Saabye Christensen. Han gør brug af samme skrivestil, hvor fortælleren springer mellem fortid og nutid. Den skæve familie går igen – ligesom hos Ullmann – og viser sig at være afgørende for hovedpersonernes udvikling. Og så blander han hverdagsskildringer med usandsynlige elementer, ligesom Ullmann gør det for eksempel i “Før du sover”, hvor fortællerens kæreste forvandler sig til en makrel, da hun tager hans cowboystøvler af.

I ”De urolige” anvender Linn Ullmann det samme fortælletekniske greb som Marcel Proust i ”På sporet af den tabte tid” ved at vælge en fortæller, der som voksen beretter om sit yngre jeg. Der veksles i romanen mellem en voksen navnløs jegfortæller og barnets synsvinkel fortalt i tredje person. Hukommelse og tid spiller en vigtig rolle i romanen, og fortælleren reflekterer over den måde, vi erindrer på, og at vi ofte fortæller de samme historier igen og igen. Det afspejler sig også i kompositionen ved, at der forekommer passager, som minder om noget man har læst på de foregående sider, men som alligevel er anderledes. Tekstens gentagelser og forskydninger understreger, at livshistorier og minder kan ændre sig i løbet af et liv, og at de bliver fragmentariske, når hukommelsen bluffer eller begynder at svigte. Linn Ullmann har ligesom Marcel Proust en stor musikalitet i sit sprog.

Bibliografi

Romaner

Ullmann, Linn:
Før du sover. Lindhardt og Ringhof, 1999. (Før du sovner, 1998). Oversat af Annelise Ebbe.
Ullmann, Linn:
Når jeg er hos dig. Lindhardt og Ringhof, 2002. (Når jeg er hos deg, 2001). Oversat af Annelise Ebbe.
Ullmann, Linn:
Nåde. Lindhardt og Ringhof, 2003. (Nåde, 2002). Oversat af Annelise Ebbe.
Ullmann, Linn:
Et velsignet barn. Lindhardt og Ringhof, 2006. (Et velsignet barn, 2005). Oversat af Karen Fastrup og Niels Lyngsø.
Ullmann, Linn:
Det dyrebare. Lindhardt & Ringhof, 2012. (Det dyrebare, 2011). Oversat af Karen Fastrup.
Ullmann, Linn:
De urolige. Gyldendal, 2016. (De urolige, 2015). Oversat af Karen Fastrup.
Ullmann, Linn:
Pige, 1983. Gyldendal, 2022. (Jente, 1983, 2021). Oversat af Karen Fastrup.
Ullmann, Linn:
Når jeg er hos dig. Gyldendal, 2022. (Når jeg er hos deg, 2001). Oversat af Karen Fastrup.

Andre værker af Linn Ullmann

Ullmann, Linn (red.):
Men jeg bor her ennå. 1997. Antologi.

Om forfatterskabet

Web

Med omtale af forfatterskabet, biografi, nyheder m.m.
Linn Ullmann: We all Try to Make Life Work. 2015-01-08.
Skavlan: Linn Ullmann fortæller om ”De urolige”. https://www.nrk.no/video/PS*242901
A Conversation With Linn Ullmann. 2014-03-24.
Literary Quartet: Two On Two with Linn Ullmann. 2014-05-04.
Et litterært Talkshow med Linn Ullmann. 2015-02-27.

Artikler

Holm Pedersen, Kristoffer:
Nothing bad ever happens to me. 2006. Interview: Politiken, 2006-04-29.
Mygind, Johanne:
Et forsøg på et familieportræt, Weekendavisen, 2016-08-19.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Linn Ullmann

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Andersen, Carsten:
Forføreren. Politiken, 1999-02-07.
Skov, Leonora Christina:
En samtale med levende og døde. Weekendavisen, 2006-04-28.
Bangsgaard, Jeppe:
Linn Ullmann ”Hukommelsen bluffer hele tiden – præcis som en god forfatter”. Berlingske, 2016-08-18.