To historier udspiller sig parallelt i Linn Ullmanns “Et velsignet barn” fra 2005, (“Et velsignet barn”, 2006): Nutiden løber over nogle få dage, mens den 38-årige Erika kører fra Oslo til en ø i Østsverige, Hammersö, hvor hendes gamle far Isak bor. Erika har besluttet sig for at besøge Isak, uden hans samtykke, fordi hun tror, at han snart skal dø. Erika får endvidere overtalt sine to yngre halvsøstre til også at komme. Undervejs hører man om Erikas liv med børn, to eksmænd og lægekarriere. Fortællervinklen springer derefter over til den mellemste søster, Laura, som har et tilsyneladende perfekt liv, men alligevel ikke er helt tilfreds. Og man hører om den talentfulde yngste søster, Molly, der er i gang med en teaterinstruktørkarriere.
Søstrene har forskellige mødre, men samme far, Isak. Da Erika og Molly var børn, boede Isak på Hammersö med sin kone Rosa og deres barn Laura. Hver sommer kom Erika og Molly på besøg i en måned, og det er erindringerne herom, der er romanens vigtigste fortælling. I faderens hus hersker streng disciplin, for børnene må slet ikke komme ind i løbet af dagen, mens Isak arbejder med sin gennembrydende lægeforskning om ultralyd. Rosa er hjemmegående, og ligesom Isak er hun tilhænger af faste rutiner og klare regler. Men i løbet af dagen leger pigerne på øen, og her hersker jungleloven. Jo ældre de bliver, jo mere udvikler deres lege sig til mobning, uden de voksne opdager det. En dag kammer mobningen over, og en katastrofe indtræffer. Derefter er intet det samme, og det er slut med de varme somre på Hammersö. Der skal gå 25 år, før søstrene vender tilbage til øen.
26201985
Mobningen blandt teenagerne på Hammersö kan både være raffineret og simpel. De unge danner grupper, og her er det afgørende, om man er med eller ej. Det er i dette magtspil, at mobningen bliver psykologisk, og, ifølge Linn Ullmann, minder om storpolitik, hvor der forhandles, og nogle ikke må være med, mens de populære kan styre det hele. På den måde bliver denne form for mobning almenmenneskelig, for in- og eksklusionsmekanismer findes overalt. Mobningen kan også være meget konkret: Den er ydmygende, når teenagerne tvinger Ragnar til at drikke hestepis og smører hundelort i hans hår, og mobningen er decideret vold, når drengene igen og igen gennembanker Ragnar. Mobningen kædes ofte sammen med seksualitet, for her kan den ramme ekstra hårdt. Linn Ullmann problematiserer volden på følgende måde: “Jeg skriver om den vold, som de voksne vender sig bort fra, som de voksne ikke ser, fordi den er forklædt som leg”. (Søren Kassebeer: Kunst gør os ikke til bedre mennesker. Berlingske Tidende, 2006-04-15). Laura får en fatal og utilsigtet rolle i mobningen, som påvirker hende hele livet. I Lauras voksenliv i romanens nutid, forsøger hun at råde bod på fortiden ved at støtte manden Paahp, der ligesom Ragnar skiller sig ud – her fra børnefamilierne på Lauras villavej.
De sanselige somre på Hammersö har både elementer af udvikling og en verden, der bliver større, ikke mindst på det seksuelle område. Det gælder især for Erika, som læser pornoblade med pigekliken og giver Marion en orgasme, og som i al hemmelighed kæler med Ragnar i hans hytte i skoven. Samtidig er der en fornemmelse af økuller på Hammarsö, for magtspillene og sladderen kommer igen hvert år, og selvom Ragnar løber hurtigt, kan han aldrig helt undslippe øen. Molly og Erikas ‘halv’-status i forhold til familien, som både gæster og nære familiemedlemmer er et vigtigt element i forhold til søstrenes voksenliv. Endelig kan historien om de unge på Hammersö ses som en nyfortolkning af syndefaldsmyten: de har levet sorgløst på den idylliske ø, men pludselig begår de en forbrydelse, og da er barndommen med ét forbi, og de kan aldrig mere vende tilbage til Paradisets Have på Hammersö. Mollys barneoptimisme og -logik fungerer som et humoristisk modspil til disse tunge tematikker.