Adoption er på mange måder et klassisk, litterært tema. I hvert fald skammen, fortielsen og dramaet, der knytter sig til individers ophav, rækker som dramatisk motor helt tilbage til Ødipus. ”Det syvende barn” har derfor et tematisk slægtskab med megen litteratur, bl.a. John Irvings ”Æblemostreglementet” fra 1985. Den handler også om adoption, abort og om at føle sig uønsket. Eva Tind Kristensens debut, digtsamlingen ”Do” fra 2009, er i sit litterære udtryk nærmest antitesen til ”Det syvende barn”, men tematisk er de i familie. Hendes digte handler også om at være adoptivbarn; om at være født i Korea og vokse op i Låsby i Østjylland; om at føle sig fremmed og uønsket. Maja Lee Langvad har i sin debut ”Find Holger Danske” (2006) ligeledes udforsket sin egen adoptionsbaggrund i konceptuelle og konkretistiske digte og ready mades.
Peter Høegs ”De måske egnede” fra 2006 har ikke adoptionsmotivet til fælles med Valeurs debut, men samfundskritikken af det pæne borgerskab og forargelsen over, at børn bruges i et magtspil, deler de. Forfatterne bruger også hver især erfaringer fra deres egen opvækst i deres fortællinger. Valeur siger om sin bogs selvbiografiske træk: ”Det er naturligvis ikke ren fiktion, der er rigtig meget af mig selv med i bogen, af min historie, og også rigtig meget af nogle personer, jeg kender eller har mødt i mit arbejde som journalist.” (René Gummer: Helte og skurke. Berlingske, 2011-08-19).
At bruge krimiintrigen som påskud for at udfolde en samfundskritik ses også hos Hans Scherfig. I ”Det forsømte forår” fra 1940 fungerer mordet på lektor Blomme som fortællingens drivkraft, der samtidig giver det borgerlige uddannelsessystem en ordentlig overhaling.
”Under en ferie på Sicilien læste jeg ”Gilead” af Marilynne Robinson. Dens tone kunne jeg enormt godt lide, og stemningsmæssigt kunne jeg godt lide at lave noget lignende. Ikke for at gøre en ny roman kortere eller mindre thrilleragtig, men fordi det er en smuk bog. Her får man langsomt et drama rullet op”. (Carsten Andersen: Oprindelig var historien tænkt til radioen. Politiken, 2011-08-20). Den inspiration ses i Valeurs romaner, hvor både personer og mysterier langsomt udfoldes. Erik Valeurs sprogtone er ikke lige så mættet og poetisk som Marilynne Robinsons, men det sindige fortælletempo har de til fælles.