”Jeg havde valgt mit udgangspunkt på syv personer, der alle sammen skulle foldes ud gennem et plot, der strækker sig over 50 års danmarkshistorie. Derudover vil jeg gerne beskrive fire huse, der er magtcentre på forskellige niveauer.” (Anders Derlich: Barndommens evige genskær. Jyllands-Posten, 2011-08-20). Sådan beskriver Erik Valeur selv sin roman, og med den ambition har han skrevet en samtidsroman, hvor samfundskritik, en slags biologisk skæbnetro og krimiintrige går hånd i hånd.
Men krimi og spændingsdelen fylder mindst i Valeurs debut. Selvom der lægges spor ud, holder man som læser op med at følge dem, fordi fortællingens andre temaer overskygger krimiintrigen. Den sætter blot det plot, der driver en tvedelt fortælling om adoption med alt, hvad det indebærer om medier og politik set igennem de sidste 50 år.
I samfundskritikken bytter Erik Valeur rundt på de gode og de onde, og det bliver tvetydigt, hvem man skal holde med. Han siger: ”Politisk set har jeg vendt op og ned på tingene. I romanen vinder socialdemokraterne for eksempel valget i 2001.” (Nanna Mogensen, Klaus Rothstein og Julie Elmhøj: Ny, stor roman fra garvet journalist åbner bogsæsonen. Skønlitteratur på P1, 2011-08-20).
I romanen handler karaktererne, som de gør, på grund af deres opvækst, også i deres professionelle liv. Om det siger Erik Valeur: ”Jeg vil gerne have folk til at tænke over, hvorfor magthaverne handler, som de gør. Det gør jeg ved at fortælle om syv børn, der vokser op og pludselig får meget magt.” (Nanna Mogensen, Klaus Rothstein og Julie Elmhøj: Ny, stor roman fra garvet journalist åbner bogsæsonen. Skønlitteratur på P1, 2011-08-20).
”Det syvende barn” trækker også på forfatterens egen historie. Måske derfor er temaet om adoption bogens hovedtema. Det åbner for en række andre, litterært interessante temaer. ”Det syvende barn” handler således også om forvekslinger, forbytninger, genkendelser, hemmeligheder, skam og afsløringer. De syv psykologiske portrætter giver plads til tanken om, at identiteten er en gåde, der kan løses. De peger også på, at tilfældigheder måske slet ikke er så tilfældige, og på at en biologisk skæbne i virkeligheden har stor betydning for et menneskes liv. Om det skæbnebestemte siger Valeur: ”Desuden vil jeg gerne sætte fokus på, at mennesker gennem generationer begår de samme fejl, og hvor svært det er at gøre det bedre slægt for slægt. Det er tanker om, hvordan vi som mennesker behandler hinanden, og hvordan de gamle mønstre skal brydes, så vi ikke begår de samme fejl som vores forældre.” (Anders Derlich: Barndommens evige genskær. Jyllandsposten, 2011-08-20).