Genrer og tematikker

Familie, tabuer og social udstødelse er centrale begreber i Vibeke Marx’ forfatterskab. I en klassisk psykologisk realisme skriver hun om de svage og udstødte mennesker i samfundet: ”Mennesker, der er opgivet. De har altid interesseret mig mest. Det er dem, jeg i virkeligheden holder af. De opfattes af de fleste som sølle, og deres liv er så elendigt, at ingen vil bytte med dem.” (Henning Thøgersen: Hun vinder på taberne. Ekstra Bladet, 1994-10-23).

Oftest er det en selvudslettende kvinde, som er hovedpersonen i Vibeke Marx’ romaner; en kvinde, hvis selvidentitet i høj grad bliver bestemt af hendes sociale relationer og samfundets fordomme og forventninger, som det f.eks. er tilfældet med Magda og Ursula i ”Skygger fra Sprogø”. Vibeke Marx har flere gange i interviews beskrevet, hvordan hun selv lider under følelsen af mindreværd som mange af hendes romankarakterer: Jeg er et melankolsk temperament og er tyndhudet og meget påvirkelig.” (Henning Thøgersen: Hun vinder på taberne. Ekstra Bladet, 1994-10-23).

I samme interview fortæller hun, at hun oplever sin egen følelse af mindreværd som en arv fra sine forældre, der heller ikke troede på sig selv. Det er da også en pointe i romanerne, at fortielser og berøringsangst er med til at gentage menneskers adfærdsmønster og nedarve en social skam. 

Både ”Skygger fra Sprogø”, ”Sortehusene” og ”Nederste skuffe” er slægtsfortællinger med kvinderne i centrum. Skildringen af kvindeskæbner, deres identitetskrise og deres centrale plads i familien på godt og ondt er et gennemgående træk i Vibeke Marx’ romaner. Ikke mindst forholdet mellem mor og datter får plads, og det bliver ikke kun beskrevet som kærligt, men også som forhold, der er fyldt med konflikter, manglende forståelse og distance: I ”Nederste skuffe” bekymrer Tine sig for datteren i en nærmest sygelig grad, mens Magda i ”Skygger fra Sprogø” konstant er optaget af, om hendes datter vil lide under mærkatet ”Sprogø-pige”. Og ”Sortehusene” beskriver tre generationer af kvinder, som knap nok kan tale sammen, endsige holde ud at være i samme rum.