Opland

Citat
”Til næste fastelavn vil jeg også være astronaut. Jeg siger det ikke, jeg nøjes med at tænke det. Jeg ved, at jeg aldrig får lov. Jeg skal være landevejsridder. Det skal jeg altid. Far elsker landevejsriddere.”
”Opland”, s. 12.

I romanen ”Opland” fra 2014 følger vi lægen Niels i ugen efter hans fars pludselige død. Niels har kappet båndene til familien for år tilbage og må nu modvilligt drage tilbage til sin midtjyske hjemstavn for at deltage i farens begravelse. Mens familien forbereder begravelsen, opsøger Niels sit gamle slæng fra de tidlige ungdomsår, men får her en lunken modtagelse. I den lille landsby ser man ikke med blide øjne på folk, der flytter fra byen, fordi de føler sig for fine til at blive. Da en af byens teenagedrenge en nat bliver skudt i skulderen og efterfølgende forsvinder, begynder Niels at stikke snuden i ting, som de færreste mener rager ham, og stemningen går fra dårlig til fjendtlig. Lige under overfladen af den tyndslidte landsbyidyl tegner der sig et billede af et samfund i forfald, hvor vold, kriminalitet og narkotika truer med at ødelægge alt.

50926605

Det er ikke kun byens skumle hemmeligheder, Niels får rodet op i. I konfrontationen med barndommens rammer oversvømmes Niels pludselig af flere og flere minder fra den fortid, han så ihærdigt har forsøgt at fortrænge. Om en ubønhørlig, voldelig far, om en passiv, verdensfjern mor og om et forhold til brødrene Polle og Thorbjørn, der har lidt under farens tyranniske magtspil.

Romanen veksler mellem fortællingen om Niels’ tilbagevenden til sin fødeby og kursiverede passager fra barndommen. Den giver en usødet og usentimental fremstilling af det såkaldte Udkantsdanmark, hvor konflikter løses med næverne, og hvor man gør klogest i ikke at skille sig ud fra mængden.

Efterhånden bliver man klogere på de grunde, Niels har haft til sit dramatiske brud med sit ophav. Man ser de ting, der adskiller den intellektuelle Niels fra de umiddelbart mere prosaisk anlagte landsbyboere, men også hvad der trods alt binder dem sammen på godt og ondt. Det er en roman om det klassiske spørgsmål om forholdet mellem arv og miljø, om at bryde op og ændre sin livsbane og om de ting, man ikke kan løbe fra.