Arbejdssky

Citat
”Pengeudbetaleren, den på et sort skilt med grimme hvide bogstaver, såkaldte kasserer, var en flittig og fåmælt mand der talte penge op med hænder der kunne få nogen til at udbryde: Kyndige! Lærde! som en kirurg! men som fik mig til at tænke, i mit stille sind: lumpne, nærige, tarvelige, fedtede og beskidte!”
”Arbejdssky”, s. 74.

Bent Vinn Nielsens debut fra 1978 er meget symptomatisk for sin tid, men peger samtidig fremad mod nye måder at tematisere det socialrealistiske. 1970'ernes danske litteratur var fyldt med indignerede beskrivelser af livet for de udstødte på samfundets bund, og i den strømning finder man ”Arbejdssky”. Men Bent Vinn Nielsen undgår at falde i en ideologisk fælde ved udelukkende at tildele samfundet skylden for de uheldige skæbner, som der ellers var en tendens til i 70'ernes venstreorienterede litteratur. Her er plads til nuancer, hvor også folk på samfundets bund må lide den tort at blive underlagt et humoristisk, kritisk blik. Hvad stiller man f.eks. op med en gut, som kræver samfundets støtte og solidaritet, men som ikke har tænkt sig at løfte sig så meget som en lillefinger for at hjælpe andre? Bogen foregår i 1972 op til jordskredsvalget året efter, hvor store dele af arbejderklassen satte deres kryds hos det nye Fremskridtsparti.

23786109

”Arbejdssky”s persongalleri består af arbejdsløse, førtidspensionister, strippere, ensomme pensionister og underbetalte buschauffører. Bogens hovedperson og fortæller er Lenny, og han lever til fulde op til romanens titel. Han er arbejdsløs og gør, hvad han kan for at undgå et job, men han har samtidig intellektuelle aspirationer, som hjælpes på vej af den gamle skolelærer Graffin, der agerer mentor for ungersvenden under indtagelse af rigelige mængder snaps.

”Arbejdssky” består af jeg-fortællerens skarpe iagttagelser af relationerne og spillene mellem fortællingens figurer. Fortællingen indledes dog og afbrydes få gange af erindringsblik i kursiv fra Lennys barndom. I disse passager afbrydes jeg-tællingen ind imellem, men ikke konsekvent.

I Bent Vinn Nielsens socialrealistiske debut findes ingen nemme løsninger. Her er hverken undergang eller udfrielse, men til gengæld skarpe iagttagelser af relationerne mellem menneskene i socialklasse fem. Her er folk folk, hverken determineret af et ondskabsfuldt system og eller placeret, hvor de er, alene på grund af deres egne dumheder. Det sociale (og vores position i det) er et resultat af både mikro- og makrostrukturer.