Da verden gik under

Citat
”Efter at det var sikkert at USA kunne udslette en by med bare en enkelt bombe, vendte en videnskabsmand sig mod far og sagde, ’videnskab kender nu til synd’. Og ved du hvad far sagde? Han sagde, ’hvad er synd?’.”
”Da verden gik under”, s. 21.

”Cat’s Craddle” fra 1963 (”Da verden gik under”, 1969) blev Vonneguts litterære gennembrud. Den handler om John, som vil skrive en bog om, hvad berømte amerikanere gjorde den dag, atombomben faldt over Hiroshima i 1945. Omdrejningspunktet er (den opfundne) opfinder af atombomben, Felix Hoenikker og hans tre børn. John lærer, at Hoenikker arbejdede på et andet projekt for hæren med kodenavn Ice-Nine, et stof der kunne fryse vand til is ved normaltemperatur og derved gøre det nemmere at lave en landgang i mudret terræn. Ice-Nine er egentligt et dommedagsvåben, da den frosne tilstand vil sprede sig til alle forbundne vandmasser i verden.

John lærer, at de tre Hoenikker-børn hver har deres del af Ice-Nine. Han bliver inviteret til øen San Lorenzo, et ø-diktatur i det Caribiske Hav sammen med to af børnene, den ældste søn Frank er allerede på øen som General for diktatoren Præsident ”Papa” Monzano. ”Papa” Monzano er døden nær af kræft og begår selvmord med et stykke Ice-Nine, der fryser hans krop. Ved et uheld havner kroppen i havet og fryser derved hele jordens vandforsyning.

I ”Da verden gik under” får Vonneguts verdenspessimisme fuld udblæsning. Han skildrer et absurd dommedagsscenarie, ansporet af forskere, som ikke overvejer konsekvenserne af deres opfindelser, men som er drevet af en uudslukkelig videnskabelig tørst. Baggrunden er de voldsomme destruktive kræfter Vonnegut, så udløst på menneskeheden under Anden Verdenskrig, både personligt i Dresden og med de to atombomber over Japan. En anden inspirationskilde er det absurde og potentielt verdensødelæggende politiske i den kolde krigs og den store teknologiske fremdrift, der fandt sted i 60’erne.

Kynismens anden side er religion, i Bokonismen der har sit udspring i San Lorenzo. Religionen erkender åbenlyst, at alt den indeholder er løgn, men at det er ok at tro på løgnene, hvis man bliver glad. Samtidig tror tilhængere, at alt der sker er determineret, og at eksistensen desuden ikke har nogen mening. Det tosidede angreb på videnskab/teknologi og religion er leveret med satire og galgenhumor, og indbyder samtidig læseren til at grine og græde over verdens absurditeter.