Altid ovenover

Citat
”Lugten er, mere end noget andet, ligesom den her swimmingpool: blegetsødt salt, en blomst med kemiske kronblade. Poolen her en stærk, klar, blå lugt, men du ved godt, at lugten aldrig er lige så stærk, når du først er nede i det blå vand som nu, hvor du udmattet af svømningen hviler nede i den lave ende, hvor det hoftedybe vand skvulper blidt mod det sted, hvor det hele er forandret.”

Ud over romaner og essays skrev David Foster Wallace også noveller. Blandt andet har han bidraget til antologien ”Fødselsdagshistorier” fra 2002, som er redigeret af forfatteren Haruki Murakami, med ”Altid ovenover” (”Forever Overhead”, udgivet for første gang i samlingen ”Brief interviews with hideous men”, 1999). Novellen beskriver en kort scene: en ung dreng bader i en pool og vil springe ud fra den højeste vippe. Det er hans trettenårs fødselsdag. Han bader omgivet af sin familie – sin søster, der leger og sine forældre, der hviler i liggestole ved poolkanten – men alligevel er han alene. Beskrivelsen af scenen er rig på detaljer; lugten af popcorn og klor, lyset der falder hen over poolen og vippen, hvordan trinnene op af stigen til vippen skærer ind i fødderne.

Et meget bemærkelsesværdigt forhold i teksten er, at den er fortalt i anden person med mange sætninger i bydeform. ”Tillykke med fødselsdagen. Det er en stor dag, stor som hele det sydvestlige himmeltag. Du har tænkt det igennem. Der er den høje vippe. Nu vil de snart hjem. Kravl op og gør det.” (s. 98).

50577376

Der er noget næsten uhyggelig ved den tiltaleform. Hvem er den person, som taler? Hvem kan vide så meget om denne trettenårige, om, hvordan hans krop ændrer sig, om hvad han oplever, og samtidig beskrive scenen med så stor ro og autoritet? Dette fortællergreb tydeliggør tekstens interesse for forskellen mellem det barnlige og det voksne. Det er, som om det voksne i drengen stadig er noget fremmed, det har sin egen stemme, som han ikke selv kan bebo endnu, men det er hele tiden tilstede, indtrængende og uhyggeligt.

Ferielandskabet og de nøgne kroppe, der ligger og steger i sololie, snackbaren og det turkisblå poolvand vækker mindelser om inventaret i essayet ”Noget muligvis sjovt, jeg sikkert aldrig vil gøre igen”, der handler om en tur på et krydstogtskib. Selvom den ene tekst er fortalt fra et barns og den anden fra en voksens perspektiv, har de to, sammen med andre af hans værker, interessen for at undersøge den passive, næsten bedøvede stemning, der kan opstå på amerikanske feriesteder til fælles.