Man kan sagtens se, hvor Ware har hentet inspiration fra, men i virkeligheden er der ikke noget, der ligner hans tegneserier. Både tematisk og kompositorisk ligger han helt forrest i feltet, hvilket også gør at flere har udråbt ham som den bedste nulevende tegneserieskaber. Han er dog kraftigt inspireret af klassiske amerikanske avisstriber: ”Mine favoritter ville være de typiske: Robert Crumb og George Herriman. Cliff Sterrett især. Frank King … meget.” (Dylan Williams: An interview with Chris Ware. Dylan Williams Reporter, 1994-02-14).
George Herrimans ”Krazy Kat” er en avisstribe, som løb fra 1913 til 1944, og som omhandler en mystisk kærlighedstrekant bestående af en kat, en mus og en hund. Ware har selv lavet et værk med en tegneseriemus ”Quimby the Mouse” (samlet udgave i 2003) og er selv bogdesigner på Fantagraphics samlede genudgivelser af striben. Frank King er manden bag avisstriben ”Gasoline Alley”. Kings striber gik fra 1918 til 1959, men er blevet fortsat af andre tegnere og kører i dag i fjerde generation. Striben handler især om familien Wallet og introducerede udover nyskabelser inden for såvel farvelægning og komposition som begrebet tid i tegneserier – da karaktererne blev ældre og udviklede sig. Ware er selv designer og researcher på Drawn & Quarterlys genudgivelser af ”Gasoline Alley”. En anden stor inspirationskilde for Ware, som han voksede op med, og som var med til at starte hans interesse for tegneserier, er avisstriben ”Peanuts” (”Radiserne”) af Charles M. Schultz, der løb fra 1950 til 2000. Striben inspirerede især Wares egen produktion med det lidt melankolske og eksistentielle emnevalg.
Foruden at dyrke de tidlige amerikanske striber er Ware også dybt inspireret af den nye bølge af alternative tegneserier, der blev skudt i gang af Robert Crumb i 1970’erne. Crumb banede vejen for at skildre kontroversielle emner som sex, feticher, depression og generelt at bruge tegneseriemediet til at udforske menneskelig psykologi. Ware er selv en del af generationen af alternative tegneserieskabere, der alle havde deres debut i 1990’erne. Dette indbefatter Daniel Clowes, Charles Burns og Hernandez-brødrene, som han også ofte bliver interviewet sammen med. Især har han mange fællestræk med Clowes, som tager mange af de samme eksistentielle temaer op.