Genrer og tematikker

Livet er en lang række skuffelser og ydmygelser i Chris Wares værker. Fantasien og fiktionen er den store flugtvej væk fra det uudholdelige dagligliv, men ofte udvikler eskapismen sig til overforbrug og et forvrænget billede af virkeligheden. Dette ses bl.a. i ”Rusty Brown”, et værk der er ved at blive serialiseret i ”The ACME Novelty Library”, og nok bliver den næste graphic novel fra Ware. Titelpersonen her samler på tegneserier og figurer og begynder at hallucinere om sit store idol Supergirl.

Man kan ikke ligefrem påstå, at Ware laver muntre tegneserier, selvom der ofte er tragikomiske elementer. Det er uden tvivl en faktor, der skræmmer mange læsere væk og samtidig gør ham så tiltrækkende for kritikere som en alvorlig kunstner, der tager livets skyggesider under behandling. Om beskyldningen for at lave depressive tegneserier svarer Ware: ”Det er bestemt ikke min hensigt. Jeg prøver simpelthen at fremstille livet som jeg har oplevet det, indrømmet, på min egen meget beskyttede førsteverdens måde. Mine karakterer lider meget lidt i forhold til nogen som måske har set deres forældre blive dræbt i et folkemord, eller udholdt sult og katastrofer.” (Alex Hern: Chris Ware: ”Violence is always the cheapest shortcut to emotional involvement.” NewStatesman, 2012-10-10).

Wares værker tager udgangspunkt i hans egne erfaringer. Ligesom den voksne Jimmy Corrigan i ”Jimmy Corrigan, den klogeste dreng i verden” havde Ware også en fraværende far, som han havde et akavet møde med som voksen, der ligner det i værket, inden hans død. Hans historier tager også udgangspunkt i hans hjemby Chicago, nærmere bestemt bydelen Oak Park, hvor han bor i dag. I ”Rusty Brown” optræder Ware selv som gymnasielærer i billedkunst.

Wares personer M/K er ofte ensomme skæbner, der har svært ved at kommunikere med omverdenen. De er seksuelt frustrerede og på grænsen til det suicidale. Ware optegner tit en psykologisk årsag-effekt baggrund for deres nuværende tilstand, hvor han dykker ned i barndom og opvækst og opridser vigtige formative begivenheder.