Fay Weldon skriver om kvinder. Af den grund er hun ofte blevet sat i forbindelse med en feministisk bølge inden for litteraturen, men faktisk har hun igennem hele sin karriere haft mange sammenstød med feminister på grund af sine bøger og sine holdninger.
Kvinderne i hendes bøger bliver ofte ofre for livets barske omstændigheder og fanges ind af ting som huslige pligter, småbørn og utro ægtemænd. Dette var især tilfældet for Weldons tidligere romaner som debutromanen ”Fat Woman´s Joke” (1967) og ”Nede mellem kvinderne” (1971, på dansk i 1987), hvor hun fokuserer på kvinder, der undertrykkes af dårlig økonomi og dårlige ægteskaber. I ”Nede mellem kvinderne” fortæller hun for eksempel historien om tre generationer af kvinders forliste ægteskaber og ulykkelige kærlighedsaffærer, sygdomme og selvmord. Det er et bidende og lidet flatterende portræt af kvinder, hvor kroppen ofte beskrives som noget, der modarbejder kvinden med dens periodevise bløden og evne til at blive gravid på de forkerte tidspunkter, og hvor mænd mest af alt er nogle, der forfører, bedrager og forlader. Et andet tema i flere af de tidlige romaner er kvindernes splittelse mellem de huslige gøremål og de kunstneriske ambitioner.
I sine senere romaner bliver Weldon mere optaget af reproduktionens og videnskabens indflydelse på kvindelivet. I ”Støvbold” (1980, på dansk 1981) undersøger hun de forandringer, kvindekroppen undergår i løbet af graviditeten, og i ”Joannas Kloning” (1989) leger hun med science fiction genren i en historie om en kvinde, der går amok, da hun opdager, at hun i al hemmelighed er blevet klonet af sin mand. I ”En hun-djævels bekendelser” (1983, på dansk 1984) går Weldon i kødet på plastikkirurgien og dens indvirkning på kvindens opfattelse af sig selv i sin skildring af Ruths smertelige og ret urealistiske forvandling fra grim ælling til målet for alle mænds længsler.
Et særkende for Fay Weldon er hendes fortællestil. Hendes tone er vidende, nøgtern og yderst selvironisk og kan ind imellem tendere det ”sloganistiske”, som måske kan tilskrives hendes fortid i reklamebranchen. Weldons bøger er også udtryk for en stor bevidsthed om de litterære genrer. I ”En hun-djævels bekendelser” bruger hun således fortælleformen fra de stereotypiske, glittede lægeromaner til at lege med og satirisere over kønskampen, og hun benytter sig flittigt af kulturel og litterær mytologi, som dog altid behandles overfladisk. På den måde placerer Fay Weldon sig et sted mellem det litterære og det populære og bestselleragtige, som har medvirket til at øge hendes læserskare.
Weldon har heller ikke holdt sig for fin til at inddrage det kommercielle aspekt i selve skabelsen af en bog, da hun i 2001 indførte product placement i litteraturen med sin roman ”Bulgari-forbindelsen”. Romanen var et bestillingsværk fra smykkefirmaet Bulgari, der sikrede sig, at Weldon brugte ordet Bulgari et vist antal gange i sin bog. Weldon mødte stor kritik i den forbindelse, og eksempelvis nægtede man i Sverige at udgive bogen.
Men det at møde kritik og være i centrum for diverse kontroverser ser på ingen måde ud til at slå Fay Weldon ud, tværtimod lader det til, at hendes bøger opstår i en evig dialog med strømninger i tiden og diverse debattører. Således er hun flere gange kommet i strid modvind, når hun i forbindelse med udgivelsen af en ny bog har udtalt ting som: ”At blive voldtaget er ikke det værste, der kan ske for en kvinde” og ”Man skal finde sig en mand, der enten er klogere end en selv, eller også skal man i hvert fald ikke lade ham vide, at man er klogere end ham.”
Debatten om mænd og kvinder fortsatte Fay Weldon for nylig i den danske samtalebog ”Livet for let øvede”, som hun skrev i sammenhæng med Maise Njor. Her drejer samtalen sig også mest om forskellen på mænd og kvinder, og Fay Weldon er som sædvanlig ikke bleg for at komme med kontroversielle meldinger som denne: ”Tænk på, at det godt kan være, at i tre ud af fire uger er kvinden lettere sindssyg og bliver kun pacificeret af sex og vaner, og at det kun er i den fjerde uge, at hun kan se klart.” (”Livet for let øvede”, s. 80).
Om sig selv som forfatter, siger Weldon: ”Jeg ser mig selv som en, der kaster små krummer af føde, i form af kommentarer og samtaler, ned i det store, sorte gab, som er verdens misfornøjethed. Jeg kan aldrig udfylde gabet eller lukke munden på det, men det føles som om det er min pligt, og ikke mindst min fornøjelse, at forsøge at gøre det, selvom det så bliver på klodset vis. Tænk på mig som Sisyfos, men en glad en af slagsen.” (http://literature.britishcouncil.org/fay-weldon, egen oversættelse).