Werdelin er blevet kaldt ’Danmarks svar på Noel Coward og Alan Ayckbourn’, hendes samtidsportrætter er blevet kaldt ’ibsenske’, men som nutidig dansk dramatiker er hun svær at kategorisere. Hvis man vil indlæse lighedspunkter, finder man hos Werdelin både arven fra Holberg og Ibsen, men måske er det mere interessant at se hende for sig selv: Som en banebryder, en tegneserieforfatter i overhalingsbanen, en antropolog i hverdagsverdenen og samtidstiderne – både den tid, der foregår i og udenfor karaktererne og i og udenfor scenen.
I Birgitte Hesselaas bog om 1990érnes dramatikere er Nikoline Werdelins arbejde indgående og dygtigt beskrevet og analyseret. Her skriver Hesselaa blandt andet: ”Blandt de markante samtidige dramatikere står Werdelin som både traditionalist og fornyer. Mens de tager afsæt i modernisme og postmodernisme, ligger Werdelin i forlængelse af naturalismen med dens tradition for præcis samtidsskildring. Mens de giver billeder på tiden, giver hun billeder af den, i tragikomisk forenkling.” (Birgitte Hesselaa: Det dramatiske gennembrud – Om nybruddet i dansk dramatik fra 1990’erne til i dag, side 106).
Som kvindelig dramatiker tilhører Werdelin samme generation som blandt andet Line Knutzon og Astrid Saalbach, hvor især Knutzon må tilskrives en lignende brug af komik, sort humor og satire. Lidt forenklet kan man sige, at Werdelin fik sit dramatiske gennembrud i 1990´erne, hvor ironien og sarkasmen dominerede: På filmlærredet debuterede Hella Joof i 2001 med sin komedie ”En kort en lang”, en samtidsparodi på de moderne og trendy københavneres parforholdsproblemer meget lig dem, der fremstilles i ”Liebhaverne”, mens forfatteren Camille Blomsts debut fra 2000, ”Hurra, hurra, hurra og så det lange”, portrætterede en mand omkring de 50, der betragter sig selv som skribent, byhistoriker, filmmand, reklamemand, fotograf mm. Hos Camille Blomst genkender man mandeportrættet af Werdelins Søren Sibast: Den selvcentrerede, indbildske mand, der trods en vis succes hos kvinderne, alligevel ender ensom og lettere forhutlet.
I Nikoline Werdelins dramatik bliver tid, sted og handling indfanget i situationer, taleboblerne bliver til replikker og karaktererne bliver levende, men holdes på plads af Werdelins stramme og koncise streg. Ironien i teksten skaber ikke distance, men balance: Det er morsomt, det er alvorligt, det er svidende og rapt – det er menneskeligt.