Helt naturligt og i tråd med de grundlæggende indholdsmæssige tematikker om både at være sig selv og at høre til i en historie lægger Carl-Henning Wijkmarks værker sig i forlængelse af en lang række litterære hovedværker.
Der er eksplicitte referencer undervejs i værkerne, lige som de tematisk henviser til forgængere.
I ”Dræsinen” henviser fortælleren selv til Joseph Conrad og hans hovedværk ”Mørkets hjerte” (s. 48), og ”Dræsinen” er en rejse ud af mørkets hjerte, ud af Congos jungle, ud på havet og ud i lyset. Til fælles har de undersøgelsen af civilisation over for natur, undersøgelsen af magt og forholdet mellem herre og undersåt – om det er de indfødte eller tre menneskeaber.
Tidsrejsefortællingen ”Vi ses igen i næste drøm” minder om Woody Allens poetiske ”Midnight in Paris” (2011), hvor en forfatterspire ved midnatstid i Paris rejser tilbage i tiden og mødes med først de brølende 20’ere og siden ’la belle epoque’. Han møder Gertrude Stein og Salvador Dalí og har en nagende fornemmelse af, at alting altid var bedre før i tiden. Wijkmark har selv set filmen, som han finder ”stimulerende og sjov” (Peter Nielsen: Hans romaner er debatindlæg mod aktiv dødshjælp. Information, 2014-09-19), men fortæller, at han havde udtænkt sit plot før den film.
I ”Jægerne på Karinhall” er der flere implicitte referencer til Edgar Allan Poe. På et (kritisk) tidspunkt gemmer maratonløber Roar Trøgesen sig i en kiste, og han kan ikke skelne ordene, der bliver sagt udenfor. Der står: ”Efter mordene i Rue Morgue er det velkendt at alle sprog lyder ens gennem en tyk væg” (s. 116) med henvisning til Edgar Allan Poes novelle ”Mordene i Rue Morgue” (1841), hvori der sker et dobbeltmord bag en dør, hvorigennem ingen kan skelne sprog. Mens Trøgesen ligger i kisten hamrer hans hjerte så højt, at han er bange for, at det kan høres uden for kisten og afsløre ham. I Poes novelle ”Hjertet der sladrede” (1843) er den enerverende lyd af en myrdet mands hjerteslag afgørende for morderens tilståelse.
De vulgære udskejelser i ”Jægerne på Karinhall” har referencer til Rabelais’ renæssanceværker ”Pantagruel” (1532) og ”Gargantua” (1534), lige som det peger på Marquis de Sades perversioner og Joris-Karl Huysmans’ dekadence (Gabriella Håkonsson: Görings besta partytrick. Dagens Nyheter, 2013-07-13).
Skildringerne af rigdommens ødselhed til lukkede fester ses i flere svenske forfatterskaber; bl.a. hos Jens Lapidus, der i første bind af sin Stockholm noir trilogi ”Snabba cash” (2006, da. 2008) portrætterer den svenske overklasse og dens enorme magt og tætte bånd til såvel kongehus som spekulanter.
Klas Östergren skriver i sine begavede Sverigekritiske bøger indgående om de dulgte magtalliancer, der trækker i trådene nationalt og internationalt og med penge involveret i bl.a. våbenindustrien, som det er skildret i hans store værker ”Gentlemen” (1980) og ”Gangsters” (2005).