Både ”Butcher’s Crossing” og ”Stoner” er fortællinger om unge mænd, der på hver sin måde søger en plads i og en mening med tilværelsen. Men hvor hovedpersonen i ”Stoner”, William Stoner, søger meningen væk fra det landlige og ind i den akademiske verden, håber Will Andrews i ”Butcher’s Crossing” at finde en mere autentisk form for væren så langt væk fra sit akademiske liv som muligt i det såkaldt vilde vesten. På den måde supplerer de to romaner hinanden godt som to forskellige tilgange til samme tematik; nemlig menneskets eksistentielle søgen efter en meningsfuld tilværelse. Romanerne har desuden det fællestræk, at de uafhængigt af de vidt forskellige miljøer, de hver især udspiller sig i, zoomer stilfærdigt ind på det barske og ofte skuffende menneskeliv.
Begge romaner beskæftiger sig overordnet set med hovedpersonens uskyldstab og udvikling i mødet med livets barske realiteter. En tematik man kender fra den såkaldte udviklingsroman, der fra slutningen af 1800-tallet skildrede menneskelivet fra vugge til død med dets op- og nedture. I modsætning til dannelsesromanen er udviklingsromanen netop kendetegnet ved ikke at kulminere i nogen særlig meningsfyldt krølle af moralsk lærdom eller ophøjede livserkendelser. Et karakteristika der går igen i Williams’ forfatterskab. Særligt ”Stoner” kan siges at lægge sig op ad udviklingsromanen. Med afsløringen af hovedpersonens ubetydelige skæbne og død allerede på bogens første sider kunne man ligefrem tale om, hvad man kunne kalde en afviklingsroman; en fremstilling af en menneskeskæbne, der bare får lov at passere nøgternt og uhøjtideligt for læserens blik.
Fordi særligt skuffelserne, meningsløsheden og tristessen synes at få megen plads i ”Stoner”, er det nærliggende at læse romanen som en tragisk fortælling. Ifølge forfatteren har dette imidlertid ikke været intentionen. Som han har forklaret i et af sine få interviews: ”Mange læsere synes, at Stoner havde et sørgeligt og dårligt liv. Jeg synes, han havde et godt liv. Han havde uden tvivl et bedre liv end de fleste. Han beskæftigede sig med det, der interesserede ham.” (Carsten Andersen: Nu udkommer den bedste roman, du aldrig har læst. Politiken, 2014). Ifølge forfatteren selv er romanen således også en beretning om at finde sit eget formål og sin egen lille mening i det store flygtige menneskeliv – en stilfærdig hyldest til det helt almindelige menneskeliv og dets betydelige om end kun glimtvis åbenbarede kvaliteter.
Med det insisterende fokus på det gennemsnitlige og antiklimatiske liv, den stilfærdige og traditionelle prosaform samt forankring i velkendte genrer kan Williams’ romaner desuden læses som et subtilt modsvar til samtidens dyrkelse af individets og kunstens frie udfoldelse og spontanitet.