I 1929 udkom det feministiske essay “A Room of One’s Own” (“Eget værelse”, 1973). Udgangspunktet for værket er en foredragsrække om kvinder og litteratur, som Virginia Woolf holdt på Cambridge University i 1928. Woolf beskriver kvinders forhold til og udøvelse af litteratur, eller nærmere bestemt hindringerne for, at kvinder kan forfatte på linje med mændene.
20796979
Hun fremhæver, at den væsentligste årsag til, at kvinder ikke bliver forfattere, er manglen på uddannelse og især på økonomi og på et eget rum: “det er nødvendigt at tjene fem hundrede om året og have et værelse med lås på døren.” (s. 130), lyder budskabet gentagne gange.
Woolf dykker ned i litteraturen og fortæller om de kvindebilleder, hun møder. Stort set alle er forfattet af mænd, og det har betydning for fremstillingen, siger hun. Derfor opfordrer hun kvinder til selv at blive forfattere, så de kan skabe deres egne kvindebilleder og på den måde blive selvstændige subjekter på linje med mænd. Det fører ligeledes til en argumentation for, at der må en ændring til i tidens litteratur. Hun fremhæver den androgyne litteratur som et forbillede, for som hun skriver: “det er skæbnesvangert for nogen, der skriver, at tænke på deres køn. Det er skæbnesvangert at være mand eller kvinde alene. Man må være kvindelig-mandlig eller mandlig-kvindelig. Det er skæbnesvangert for en kvinde at lægge den mindste vægt på klager, at tale nogen sag, selv med rette, eller på nogen måde bevidst at tale som kvinde. Og skæbnesvangert er ikke blot en talemåde, for hvad som helst der skrives med bevidst mangel på ligevægt er svangert med en ilde skæbne - det vil dø hen.” (s. 129).