Et stille umærkeligt drab

Citat
“Engang havde den nok hængt i loftet, men rystelser eller almindeligt forfald havde fået de tykke bolte til at løsne sig så hele herligheden var styrtet ned på det revnede flisegulv. Kuglen havde revet sig fri af armen i faldet og lå for sig selv, skrammet og gulmalet på en måde som mindede ham lidt om de søminer han havde set på film. Forsigtigt strakte han hånden frem og rørte ved den, ganske, ganske let. Den var varm. Ikke skoldhed, bare hudvarm, som om den var levende.”
“Et stille umærkeligt drab”, s. 12.

I “Et stille umærkeligt drab” fra 2009 finder en flok romadrenge en stor gul metalkugle med et sort advarselsskilt under en forladt militærforlægning i Ungarn. Den kvikkeste af dem aner, at indholdet kan skaffe ham alle de penge, han drømmer om, til at give sin familie et bedre liv – til at kunne beskytte den mod en voksende nationalisme og fremmedfrygt i det omliggende samfund. På samme tid meget længere mod vest tusser den pensionerede embedsmand Schou-Larsen rundt i sin pensionisttilværelse i en forstad til København, mens konen ihærdigt jagter dræbersnegle i haven. I samme kvarter er et muslimsk fællesskab ved at opføre et kulturhus, som minder lidt om en minaret. Og Nina Borg, ja, hun har det for en gangs skyld dejligt problemfrit i sit ægteskab. Geologmanden Morten er fjorten dage ude på en boreplatform, og imens får Nina den lille families hverdag til at hænge sammen. Men så dukker en romadreng op på hendes dørtrin, og lederen af det netværk, som skjuler illegale flygtninge, bliver alvorligt syg. Det samme gør en masse romaer, som skjuler sig på et nedlagt autoværksted i Valby, og pludselig afhænger en masse af Nina, der oven i købet selv bliver syg. Den gule kugle med de sorte kryds er kommet til landet, og den er så farlig, at Politiets Efterretningstjeneste også kommer ind over. Nogle ret modbydelige kriminelle vil gøre alt for at få fat i den. Et ikke helt sædvanligt terrorangreb er under opsejling. Da Morten kommer hjem og opdager, at Nina ikke bare har ladet ungerne gå for lud og koldt vand, men også har bragt deres datter i direkte livsfare, er det mere end han kan klare.

28136013

Akkurat som i “Drengen i kufferten” er forbrydelsen forankret i det uangribelige danske borgerskab, men her fungerer det mindre subtilt og overraskende, hvis man skal tro anmelderne. Én af de mest ærgerlige var nok Berlingske Tidendes Mette Strømfeldt. “Men efterhånden som pensionisten Schou-Larsen med kone og dræbersnegle i baghaven, PET-manden Søren Kirkegård, et islamisk kulturcenter og især halvblodsromaen Sandor præsenteres, kommer forventningerne på skrump. Ikke et sekund lader Lene Kaaberbøl og Agnete Friis læseren tænke selv. Intet vises, alt fortælles, og det i en lidet ophidsende prosa, der hverken pynter på sagen eller udvider vores horisont. Det hele kulminerer i forudsigelig strålesyge og umotiveret sadistisk vold, en gedigen og tilforladelig afslutning på en stang-krimi til tre stjerner.” (Mette Strømfeldt: Krimipar leverer litterært stangtøj. Berlingske Tidende, 2010-02-25).