Den spændingsmættede blanding af samfundskritik, social bekymring, psykologisk forankring og humanisme er ved at være lige så specifikt skandinavisk som lyst hår og døddrukne unge på gågaderne i landets provinsbyer.
Kaaberbøl og Friis behersker det hele så vel, at man godt kan forstå, de er irriterede over at blive betegnet som femikrimi. Det, de bedriver, er nu engang først og fremmest nordisk krimi, men udfordringen er, at de er oppe mod næsten tohundrede års tradition, hvis vi daterer krimigenrens udspring til Edgar Allen Poe, og at krimierne i stort set alle tohundrede år er blevet forfattet af mænd eller på mænds præmisser. Det er da også blot tredive år siden, at amerikaneren Marcia Muller opfandt den hårdkogte privatdetektiv Sharon McCone, der for nogen betegner femikrimiens udspring. Derfor er og bliver den kvindelige forfatter med sin handlekraftige, kvindelige hovedperson helt naturligt subgenredefinerende. Det er ikke det samme som at sige, at der ikke er grøde og forandringer at spore. Flere og flere mænd skriver om kvinder, og man behøver blot tænke på Jens Henrik Jensens Nina Portland, hovedpersonerne i de første Jussi Adler-Olsen-romaner og Stieg Larssons Lisbeth Salander.
Krimien er på den led ved at blive en ikke så lidt androgyn størrelse, en udvikling som kun understreges af et forfatterpseudonym som Liv Mørk, der dækker over Merete Pryds Helle og Morten Søndergaard. Så måske er den slags ærgelser, som makkerparret Kaaberbøl og Friis giver udtryk for, inden længe en saga blot.
“– Hvor meget hader I udtrykket femikrimier på en skala fra 0 til 10? Lene Kaaberbøl: “11! Et irrelevant og uretfærdigt udtryk.” (Kristen Bjørnkjær: Dickens og Melville var ikke højpandede. Information, 2008-11-05). Skal man endelig kønsvinkle, så betegner sygeplejersken og husmoren Nina Borg en blød postfeministisk strømning i den nordiske krimi med et ekko fra den samtidige, men anderledes frække og pågående chick-lits selvudleverende navlebeskuelser – a la Henriette Lind og Lotte Thorsens “Nynnes Dagbog”, Spacemermaids “Skydykker uden faldskærm” og Camilla Stockmanns “Nyforelskelse og andre cykelstyrt – udvalgte ansigtstab”. Moderhjertet banker varmt for de svage, de fattige og de udstødte, og kløerne hvæsses over for de gamle patriarkalske strukturers sidste efterliv i borgerskabet. Det er her, de virkelige forbrydere findes i “Drengen i kufferten” og “Et stille umærkeligt drab”. Resten er bare ofre. På den måde får de to forfattere luftet alle de rigtige meninger, og en og anden vil sikkert kunne spore tendenser til multikulturel selvgodhed og politisk korrekthed. Men krimien har altid været båret af en social bekymring, og det er ikke så meget, hvad den mener, som hvordan den mener det, der er relevant og interessant.