Jagten på den næste Stieg Larsson er i gang over hele verden, og udenlandske forlag har fundet de store checkhæfter frem for at sikre sig de bedste skandinaviske krimiforfattere. Det har bragt Kaaberbøl og Friis gennem nåleøjet til det enormt selektive og lukrative amerikanske bogmarked sammen med åndsbeslægtede kollegaer som Camilla Läckberg og Jo Nesbø. Men måske er sammenfaldet med andre populære, nordiske krimiforfattere ikke så interessant som forskellene, og hvis man ser bort fra, at Kaaberbøl og Friis tager den humanistiske vinkel et skridt videre med en Røde Kors-sygeplejerske som hovedperson, har det først og fremmest noget med håndelaget at gøre. Deres håndelag er nummeret strammere end de flestes, og sproget gør højst opmærksomt på sig selv ved ikke at gøre opmærksom på sig selv – det er ukunstlet og præcist og stiller sig helt i fortællingens tjeneste. For at finde tilsvarende grader af mestring skal man underligt nok ikke kigge op ad salgslisterne, men ned ad dem. Berlingske Tidendes Jens Andersen har givet sit bud på dette paradoks, og samtidig satte han Kaaberbøl og Friis ind i en fornem kontekst af seriøst kompetente forfattere.
“Kan man abstrahere fra den endeløse strøm af dilettantiske krimier som pumpes ud på det skandinaviske bogmarked og markedsføres som genistreger, så er det et faktum, at krimien lige nu er den genre i litteraturen, hvor der rykkes flest kunstneriske milepæle. Nordiske lyrikere, dramatikere, dokumentarister og ’smalle’ prosaforfattere har for alvor kastet sig ind i journalisternes dans om Stieg Larssons guldkalv og det giver flere spændende, eksperimenterende udgivelser, der enten krydser eller fusionerer forskellige genrer. For så vidt har tendensen været til at få øje på de seneste år. Også herhjemme. Med sin virtuose brug af den klassiske krimis dramaturgi har Peter Øvig Knudsens bøger om Blekingegade-banden hævet skellet mellem spændingsromanen og den dokumentarisk-biografiske genre. Og legesyge litterære makkerpar som Merete Pryds Helle/Morten Søndergaard, Simon Pasternak/Christian Dorph og Lene Kaaberbøl/Agnete Friis har med deres alternative krimiserier tilført genren forfriskende fantasi. Og humor. Ligesom en Susanne Staun med sin sproglige vildskab i Fanny Fiske-bøgerne til stadighed prøver grænser af i krimien.” (Jens Andersen: Hvor infantil er krimigenren. Berlingske Tidende, 2009-08-27).