Emil Aarestrup oversatte i sin fritid udenlandsk lyrik til dansk, og han lod sig inspirere af flere af de udenlandske digtere. Af de mere kendte inspirationskilder kan nævnes de engelske lyrikere Lord Byron og Thomas Moore samt tyske Heinrich Heine. Meget af inspirationen til den særlige strømning inden for romantikken, som Aarestrup kan siges at tilhører, kom også fra udlandet.
Emil Aarestrup fremstår som en nøglefigur i dansk digtning. I sin poesi griber han tilbage til en digter som Schack Staffeldt og frem til Sophus Claussen, for hvem han blev et ungdomsideal. Sophus Claussen betegnes ofte som Aarestrups arvtager, og de to forfatterskaber har da også flere fællestræk, blandt andet er de fælles om en høj vurdering af kunsten ligesom erotikken og sanseligheden er vigtige elementer i begge forfatterskaber.
Sanseligheden i Aarestrups digtning var som nævnt en kende for meget for samtiden, hvor Heiberg var den, der satte den litterære dagsorden. Aarestrups digtning har derimod sidenhen vundet stor anerkendelse og anses ofte for at foregribe det moderne. Dette skyldes som sagt ikke mindst dets evne til at percipere og fremstille en fragmenteret verden, hvis brudstykker danner udgangspunktet for poesien. Dyrkningen af det erotiske og sanselige uden nogen form for idealisme, koblingen mellem det erotiske og en angstfremkaldende forgængelighed samt den formmæssige æstetisering – som ved den udtalte brug af allitteration og assonans i flere af digtene, et eksempel kunne være silken der skriger i digtet “Angst”, og som tilfører digtet et element af noget melodisk og æstetisk – er andre grunde til, at Aarestrup er blevet opfattet som forud for sin tid. Endnu andre årsager er hans særlige sprogbehandling, selvtematisering af kunsten og hans sans for det konkrete, jordnære og humoristiske. Han har været inspirationskilde for så forskellige danske digtere som ikke blot Sophus Claussen, men også Jens August Schade, Pia Tafdrup og Michael Strunge.