Kantate

Citat
”“Han kan omsider se sammenhængen, se tallene. De havde med mennesker at gøre, ikke virksomheder, pengeafpresning, forretninger. De drejede sig om relationer. Relationer og atter relationer, det kunne han have sagt sig selv tidligere, hvis ikke han havde tænkt så firkantet og i så tørre tal. Han ser overførslerne for sig mellem de tre bankkonti, beløb, som blev flyttet mellem konti over lang tid ...”
”Kantate”, s. 210.

Man får fornemmelsen af, at alle på en eller anden måde er i familie med hinanden på Island, når man læser Kristín Marja Baldursdóttirs ”Kantata”, 2012 (”Kantate”, 2014). Ligesom i ”Fra hus til hus” foregår handlingen på det moderne Island, hvor forskellige generationer og deres livsvalg og –veje krydser hinanden mere eller mindre skæbnebetonet. Hovedkaraktererne er i familie med hinanden, og hver især er søbet ind i familiære forventninger, tjenester, forpligtelser og hemmeligheder. Relationerne er én ting, noget andet er den status, de forskellige medlemmer af familien har. Der er de ægte børn – og de uægte – , hel- og halvsøskende, de gifte og de fraskilte, yndlingsfamiliemedlemmer og de tilløbende, som man må tage som de er, fordi man nu engang er i familie. Baggrunden for et gedigent familiedrama på ulmende islandsk vulkangrund er hermed lagt.

51440633

Vi følger Nanna, der er gift med hotelejeren Gylfi, Gylfis halvbror, skuespilleren Hjalmar og deres fælles onkel Finn, og de udgør hovedkaraktererne i handlingen. Hjalmar er skilt og bor for tiden hos sin mor og har sine børn hver anden weekend. Der er rod i hotelregnskabet, rod i haven og rod i relationerne. Og som det siden skal vise sig, er der en vis sammenhæng mellem rodet det ene og det andet sted.

Som sædvanlig danner Islands særegne natur baggrund for handlingen, og det skorter ikke på Baldursdóttirs metaforer og symbolsprog, der hele tiden kredser om planter, der plejes og tæmmes og den forbistrede naturs uønskede afkom, hvepsene, der danner et bo i forlængelse af huset, og larverne, der klækkes på den nydelige hæk, der omgiver huset. 

Romanens struktur er næsten et Baldursdóttirsk speciale; at pakke en historie ind i en historie og så binde en knude, der først går op til sidst: En prolog fortæller om en fotograf, der tager et billede i metroen i Paris – og først sidenhen følges der op på denne ledetråd. Romanen væver sig gennem handlingen, støt og roligt, indtil der til sidst kommer fart over feltet, dramaet er højspændt og sandheden kommer for en dag.