Hanne Bartholin kan godt lide papir. Hun har disse to indvendinger imod computeren: den er for hurtigt til at finde en løsning, og så oplever man ingen form for modstand fra maskinen. Så det er ligesom henne i klassen. Mens alle kigger på Photoshop, så kigger Hanne Bartholin på noget andet. Verden. Hun har frygtløst forsøgt sig i nye billedsprog. Men det er altid sket på papir. Og ligegyldigt hvor avanceret og anderledes billedet er, så mener Hanne Bartholin selv, at hun har sat et genkendeligt aftryk – på papiret. At hun har sin egen tone. At den ene bog leder til den næste. Og det kan hun have meget ret i. Ikke mange andre tegnere er så forskellige i deres udtryk på en ensartet måde.
22681729
I 1999 skifter Hanne Bartholin spor og udsender først ”Hunden i mit liv”, der er en ordløs, aflang samling billeder af kærlighed og fest i hundeverdenen. Bogen bygger til dels på Hanne Bartholins år som ugentlig leverandør af hundetegninger til Politiken og er vel illustratorskabets mest-for-voksne-bog. Det er også den med mest bevægelse. Der er for så vidt ikke andet indhold, end at man skal huske at have det rart. I sit henkastede billedsprog ligner Hanne Bartholins tegninger en glad Ralph Steadman – der lige er sluppet af med Hunter S. Thompson.
Samme år bidrager Hanne Bartholin til den af Kari Sønsthagen redigerede ”Flyvefisk”, hvor tre nye tegnere møder syv nye forfattere. Hanne Bartholin gør sig tung til teksten af Jesper Wung-Sung – det er en sort-hvid grafisk knytnæve! – og engleblid i lys pastel til Charlotte Weitzes tekst. I ”Flyvefisk” spiller Hanne Bartholin på flere strenge. Og en del af dem genkendes og udvikles i kommende værker. Mørkets magt dukker op igen i illustrationerne til Ken Dennings fortællinger ”Den blå dreng” (2005), og sartheden er perfektioneret i ”Lille Nø” (2005) med tekst af tegnerkollega Hanne Kvist.
Ind imellem kom – i 2002 – en bemærkelsesværdig grisehistorie af Thorstein Thomsen, hvor Hanne Bartholin stadig trækker på inspirationen fra Steadman, men også når ud i omegnen af sort-hvid vanvid. ”Grisen der dansede tango” fortæller om rædslerne på slagteriet og det umage kærlighedsforhold imellem en mand og en gris. Det er ikke for sarte sjæle, men Hanne Bartholin sørger for et sjældent tempo i sine billeder. Så man ikke tænker før bagefter. F.eks. tegner hun et telefonrør, der hænger i sin ledning og dirrer. Det er så lidt, der skal til for at skabe bevægelse.
”Ordbog” (2003) er illustratorskabets mest syrede bog. Den fortjener betegnelsen ”frygtindgydende”. Kim Fupz Aakeson har skrevet teksterne og holder skolestue med nye og brugte ord. Hans forklaringer sætter fut i billederne, der er præcise og kontant meddigtende. Skaber af stemninger og holdt mest i gråtoner. Det er en personlig reportage fra et sært sted. Lidt i stil med hundebogen. Hanne Bartholin har ikke været der siden.