Det rimer

Marianne Iben Hansen er den fuldendte rime-rapper. Bedsteforældre vil have svært ved at læse hendes tekster op. Hanne Bartholin har illustreret to sprudlende historier om henholdsvis et nougatfarvet nokkefår og en and, der elsker biler. Der er tale om to ret forskellige måder at håndtere digtekunsten på – og give den modspil.

26347440

Nanna Nokkefår får nok” (2006) er en poetisk rejse ind i glamourverdenen. Et får kommer til byen, og straks står damerne i kø for at få krøllet håret. Nanna bliver en superstjerne. Men er hun tilfreds med det? Tegneren strør poesi, collage og en enkelt lyskegle ud over rimene. Billederne er store og vanedannende. Det sørgmodige får er et meget smukt dyr. Det swinger imellem tegner og fortæller. Men ikke helt i samme takt.

Til ”Axel elsker biler” (2007) lægger tegneren bånd på sin kærlighed til gamle flydere og giver ordene modspil med kraftfulde billeder fra en bilglad ands meriter. De pæne røde legetøjsbiler ligner – røde legetøjsbiler. Teksten er i sig selv fuld af vrinskende køretøjer. Marianne Iben Hansen boltrer sig vellystigt i bilmærker fra Buick til Bugatti. Inde i vejkanten står ”et par giraffer og blaffer”. De har pletter. Elefanten er helt grå. Og imens styrer den lille and for vildt. Billederne til ”Axel elsker biler” er sat et alderstrin lavere end i Nanna-bogen. Det svinger stadig imellem tegner og fortæller, men stadig ikke helt i samme takt.