Det var ”Finn Herman”, som indbragte Hanne Bartholin Kulturministeriets illustratorpris i 2001. Teksten er skrevet af tegnerkollega Mats Letén. Den er meget kort. Historien handler om en pylret mor og hendes uartige dreng, der er en krokodille. ”Haps” siger den hele tiden. Finn Herman sluger sågar en elefant med elefantpasser. Mor siger, at Finn Herman skal passe på i trafikken og verden som sådan. Hertil leverer Hanne Bartholin spidse tegninger på en hvid baggrund. Kun mor er skrigende lyserød. Alt sammen for at bygge op til den store finale, hvor man må folde billedet af den forslugne krokodille ud, for at han kan være der.
23647737
Når to tegnere skal arbejde sammen, er det ikke altid lige let at komme til enighed. Hanne Bartholin har udtalt sig åbent og kærligt om processen i et interview: ”Mats spurgte, om jeg ikke havde lyst til at illustrere en af hans tekster. Og det ville jeg da godt. Og så sendte han teksten til mig med en lang liste over, hvordan billederne skulle se ud. Og damen hun var grå, og Finn Herman var selvfølgelig grøn, og de boede op ad et plankeværk, der var gult... Og så havde jeg jo i øvrigt helt frie hænder! Men så ringede han alligevel en dag for at høre, hvordan det gik, og så fortalte jeg ham, at damen var altså blevet lyserød og så sådan amerikansk, rig ud, og Finn Herman var blevet blå, og så havde jeg oprindeligt et slutbillede, hvor de allesammen holdt party nede i Finn Hermans mave, men det var Mats ikke meget for. Han blev sådan helt stille i telefonen, og bagefter måtte han gå ind og lægge sig.” (Steffen Larsen: Børn & Bøger. 2001).
Bartholin forklarer desuden hvorfor det er hende og ikke Mats Letén selv, der har skrevet efterskriften til bogen: ”Jeg kunne stadigvæk ikke holde ud, at historien slutter på den her måde – så ville jeg slet ikke have den udgivet! – og så var der rigtig krise, men så sagde jeg, at jeg havde den ide med at tegne et gør-det-selv sæt til sidst med saks og nål og tråd, og så kørte Flemming (Møldrup fra Gyldendal) mig over til Mats (i Jylland), og vi snakkede en hel dag, og så blev vi enige, og i dag er Mats faktisk rigtig glad – også for slutningen. Og jeg er også glad for det kompromis. Jeg kan godt lide, at det ikke er nogen udefra kommende, men at det er barnet selv, der får nogle redskaber i hånden, at det selv kan gøre noget ved det.” (Steffen Larsen: Børn & Bøger. 2001).
”En pige, en løve, en storvildtjæger” (2004) har tekst af Kim Fupz Aakeson. Det er måske illustratorskabets smukkeste bog, indtil videre. Og et meget vellykket samarbejde.
Historien fortæller om en pige, der hedder Louise og hendes løve. Hun har den med i skole og den spiser med ved bordet. Den holder folk på afstand, selv om ingen andre kan se den. Den hedder blot Løve. Nu flytter en dreng ind i opgangen. Han er svært bevæbnet, tror pigen, og han vil sikkert skyde Løve. Bogen handler om sorg og ensomhed og kærlighed til dyr. Store Løve er i neutral gråbrun. Den stråler af en ro og venlighed som var den Aslan selv. Pigen har en rød kjole, som dårligt skjuler hendes egen, lille løvehale. Baggrunden er lys og optimistisk, og lyskeglen falder denne gang på et stilfærdigt aftensmåltid. Med nabodrengens tilsynekomst går den trygge boble itu. Billederne bliver først hårde, senere bliver de desperate, og så er det tid til en kop kakao i køkkenet.
Med ganske enkle midler – Louises kropssprog – får Hanne Bartholin skabt den stemning, som følger med ordene. I de afgørende scener, hvor pigen barrikaderer sig på sit værelse med Løve gemt i klædeskabet, når billederne derhen, hvor Hanne Bartholin stræber efter at komme med sine tegninger og som definerer hendes kunst: ”Tegninger fortæller noget, der ikke kan fortælles med ord.”