Simone de Beauvoirs forfatterskab strækker sig over både skønlitteratur, erindringer, essaystik og filosofi – og en række af hendes værker bevæger sig gennem alle tre territorier. Selvom hun nok er mest berømt for det filosofiske hovedværk ”Det andet køn”, insisterede hun på at kalde sig forfatter og ikke filosof.
Ikke desto mindre spiller eksistentialismen og feminismen helt centrale roller gennem hele forfatterskabet – ligesom for Simone de Beauvoirs engagement som samfundsdebattør og offentlig intellektuel.
Med inspiration fra filosoffer som danske Søren Kierkegaard (1813-1855) og tyske Martin Heidegger (1889-1976) udviklede Simone de Beauvoir sammen med Jean-Paul Sartre den eksistentialisme, der blev en af de mest indflydelsesrige kulturstrømninger i de første årtier efter Anden Verdenskrig.
Eksistentialismen går ud fra, at Gud er død, og mennesket derfor er ene og dømt til frihed til at vælge: Den menneskelige natur er ikke givet på forhånd, skæbnen ikke fastlagt. Mennesket er selv ansvarlig for sit liv og tvunget til, selv at bestemme hvilket menneske det vil være. Enhver af dets handlinger skal kunne tjene som eksempel, ligesom det må kunne stå inde for konsekvenserne af sine valg. Det kan lyde som en streng og krævende filosofi, men dybest set er den optimistisk i sin fundamentale tro på mennesket og på menneskets evne til at træffe frie valg. Alle Simone de Beauvoirs bøger er udsprunget af denne livsholdning.
Forfatterskabets andet hovedspor er den feminisme, der mest tydeligt udtrykkes i ”Det andet køn”, men som også tegner tydelige spor i romaner som ”Mandarinerne” og ”De uadskillelige,” hvor kvinders sociale, økonomiske og intellektuelle position i samfundet og i familien diskuteres og tages op til revision. Simone de Beauvoir underkaster gældende normer og faste forestillinger et skarpt blik, når hun i fiktion såvel som filosofi, i tråd med sine eksistentialistiske tanker kæmper for en verden, hvor kvinder kan opnå reel og fuldstændig ligestilling og frigørelse fra det patriarkalske samfund.