Suverænen

Citat
”I Europa, sagde han, - når en tilfældig borger på sin vej gennem det offentlige rum stødte på kassen, så antog han den straks for at være en kasse. Medmindre han da var en smule dannet og kunne se, at det nok var kunst.”
”Suverænen”, s. 223-224.

Historien i ”Suverænen” fra 2008, der er udgivet under forfatterpseudonymet Das Beckwerk, fortælles af karakteren Nielsen. I 2004 rejser han til Amerika som sekretær for kunstneren, drømmeren og den politisk intervenerende Rasmussen for at undersøge demokratiets tilstand i anledning af det amerikanske præsidentvalg. Derfor har de selvfølgelig demokratikufferten fra ”Selvmordsaktionen” med.

27396445

Romanens egentlige hovedperson er demokratiet, og i USA går Nielsen og Rasmussen på jagt efter selve demokratiets sjæl ved at opsøge almindelige amerikanere – på sportsbarer, i 7-Eleven, på Starbucks, i kirker og på universiteter. Men amerikanerne er ikke så nemme at få i tale, og det viser sig, at det heller ikke er så let endda at få demokratiet ført ind i landet. Først bliver demokratikufferten afvist i lufthavnen og returneret til Danmark, og da den endelig kommer ind i USA, stirrer alle amerikanerne ængsteligt på den og bortviser den som en bombetrussel. I romanens ironiske ånd antydes det, at udfordringerne med demokratikufferten er årsag til, at George W. Bush i slutningen af romanen (og i virkelighedens verden) vinder valget over John Kerry. Det er oplagt at tolke romanen i den franske filosof Michel Foucaults ånd, hvor magten har manifesteret sig i borgerne, så de er indadvendte og ængstelige, og at deres valg af præsident bliver derefter.

Forholdet mellem Rasmussen og Nielsen spejler i øvrigt den politiske scene – både i USA og USA’s dominans på verdensscenen. Rasmussen er magten – Suverænen -, der definerer historiens gang. Han er stor og fyldt af begær efter mad, kaffe, øl og kvinder, mens Nielsen er underernæret og lille og bare følger Rasmussen i tykt og tyndt. Men som det er tilfældet i lignende makkerpar i litteraturhistorien såsom Don Quixote og Sancho Panza – de to romantiske riddere fra Miguel de Cervantes’ roman ”Don Quixote” (1605-15) der virker, som om de er landet i en forkert tid –, så sker der også en forskydning i magtforholdet i løbet af romanen.

Romanen tematiserer såvel storpolitik som individets udfordringer. Begge disse niveauer rummes og udforskes, og hermed cementeres det samtidig, at det ene niveau ikke kan adskilles fra det andet.