Papirdrengen

Citat
”Min mor forlod mig. Pludselig var jeg ikke god nok længere.” Hun læste højt...af MIG! Jeg så ned. Hele min mave var fuld af bogstaver, men de stod på hovedet, så jeg kunne ikke selv læse dem. Men det kunne Ella. Jeg holdt hænderne på maven. ”Hold op! ”råbte jeg. [...] Hun holdt mine arme væk og læste færdig. ”Hvor kom jeg til?... Dér. Min mor var ikke cirkusstjerne."
”Papirdrengen”, s.137.

I 2010 udkom Tina Sakuras ”Papirdrengen”, der er en fantastisk fortælling om drengen Cairo, der efter et stort tab bliver til papir.

Cairo ser sin linedansermor styrte i døden fra sin line. Efter begravelsen bliver han til papir og efterlades af cirkus på et børnehjem. Her knytter Cairo sig til drengen Ib Christian, der kaldes for Pletten, fordi han tisser i bukserne. Ib Christian ser op til Cairo, der beretter den ene spændende historie efter den anden fra cirkusverdenen, og han betragter Cairo som en bror.

De to drenge bliver adopteret af ægteparret Grejbegøb, der prøver at dulme smerten efter tabet af deres egen datter. Men parret skændes så meget, at huset bogstavelig talt forvandles til is, og Cairo stikker af fra kulden og Ib Christian.

At være af papir er ikke let og slet ikke, når man ligesom Cairo bliver forfulgt af kæmpestore sakse, der kun er ude på at klippe ham i småstykker. På flugten fra saksene får Cairo imidlertid et formål med sin færd: Han vil være en rigtig dreng igen, så han kan hjælpe sin mor med at komme i himlen. Efter et besøg hos Guds sekretær får han at vide, at han skal samle fem bogstaver for at nå sit mål.

28469543

Det er en vanskelig og farlig opgave, der byder på møder med en forelsket vegetartiger, forfatteren Bertil Rufkom, der får papegøjer til at skrive sine værker, paranoide spioner, tusmørkemageren Tussi og pigen Ella, hvis morfar er en blæksprutte og som Cairo kommer til at elske.

Cairo må til sidst se i øjnene, at alt ikke er, hvad det ser ud til, ikke engang ham selv. Hans mor er godt nok død, men det skete allerede, dengang han blev født. Hans navn er ikke Cairo, men Cai. Og det store tab, han har lidt, er, at hans adoptivmor gav ham tilbage til børnehjemmet, da hendes nye mand ikke kunne lide Cairo. Jagten på bogstaverne har været forgæves, for når alt kommer til alt, er det at stave til J-Æ-R-T-E ikke det samme som at have et.

Cairo må ud på en sidste rejse, hvor han konfronterer sin adoptivmor med det forfærdelige, hun har gjort, og tager Ib Christian med sig ud til sin nye familie: tigeren og pigen Ella. Disse handlinger gør ham til en rigtig dreng med et bankende hjerte.

Tina Sakura benytter sig af den fantastiske fortælling, der gør det umulige muligt. Med den største naturlighed bliver læseren præsenteret for et univers, hvor genstande er personificeret, f.eks. er bogstaverne levende og opfører sig som kæledyr.

Det er en fortælling om at begive sig ud i verden for, i Cairos tilfælde, at blive sig selv. Dette kan kun ske ved at se sandheden om sig selv i øjnene, hvor sørgelig den end måtte være. Alternativet er at skulle leve resten af sine dage som en papirdreng, ude af stand til at opleve og sanse verden.