Samfundskritik a la halvfjerdserne

Citat
“Liternos fortsætter sin usandsynlige rejse... henover de vidtstrakte fyrreskove i Les Landes... henover lysninger, hvor en skovbrand har lagt landet øde... eller hvor røg og affald fra industrien forgifter jorden... henover kendt såvel som ukendt land...”
Enki Bilal: “De glemtes krydstogt”, s. 38.

Det er med “La Croisiere des oublies” fra 1975 (“De glemtes krydstogt”, 1991), at Pierre Christin og Enki Bilal indleder deres samarbejde i skabelsen af tegneserier med politisk indhold. Historiens handling udspiller sig i og omkring den lille landsby Liternos. Landsbyen ligger i et vidtstrakt skovområde nær Atlanterhavets kyst i et fredeligt, naturskønt hjørne af Frankrig kaldet Les Landes. Livet for de lokale bønder er dog gået ned ad bakke, siden en stor militærbase er blevet opført i nærheden af byen. Store dele af skoven er blevet eksproprieret til en udvidelse af basen. Desuden foretager skumle militærfolk tophemmelige eksperimenter i området, der har skræmt store dele af områdets dyreliv væk. En dag vågner beboerne i Liternos op til et forunderligt syn. Alle bygningerne i byen har i løbet af natten hævet sig fra deres fundament, og nu svæver de et par meter over jorden. Samtidig dukker to fremmede op i landsbyen og fortæller, at militæret netop har påbegyndt en række farlige forsøg med vægtløshed. Men hvem er de mystiske personer uden navn, og er det nu virkelig militærets skyld, at Liternos befinder sig i denne besynderlige tilstand?

“De glemtes krydstogt” er skrevet i midten af 1970'erne, og det bærer fortællingen tydeligt præg af. Historien er klart tænkt som et stykke rendyrket socialistisk propaganda. Temaet er den lille mands magtesløshed overfor magthavernes og storindustriens potentielt altødelæggende jagt efter mere magt og flere penge. Fronterne bliver dog trukket en anelse for unuanceret op, og det er med til at ødelægge historiens pointe. De lokale indbyggere i Liternos er f.eks. overmenneskeligt rare, fornuftige og åbne over for de mystiske fremmede, der tilfældigvis dukker op samme dag, som deres landsby begynder at svæve over jorden – en hændelse, som de for øvrigt accepterer med en helt usandsynlig stor sindsro. På den anden side står de onde industrialister og militærfolk, der præsenteres som rene karikaturer. De bliver beskrevet som en bande kyniske og nedladende skiderikker, hvis eneste fornøjelse tilsyneladende er at forurene naturområder, udvikle nye måder at dræbe på og ellers bare beordre folk rundt på en arrogant facon.

Hvad tegnestilen angår, så er Bilal i dette tidlige album langt fra den tekniske elegance og det kunstneriske overskud, der kendetegner hans senere værker. Illustrationerne er dels præget af en overdreven brug af skraveringer og dels en temmelig gusten farvelægning, der giver karaktererne et nærmest grumset og grotesk udseende. Disse fodfejl bliver der dog hurtigt rettet op på i de senere fortællinger.