Da Karen Blixen begyndte at skrive, lod hun sig inspirere af sine forbilleder. Hun skrev med litteraturanmelder Erik Skyum-Nielsens ord som en af sine litterære helte Meïr Aron Goldschmidt ”i en sirlig, lidt kringlet, men elegant prosastil med plads til forklarende og præciserende indskud.” (Erik Skyum-Nielsen: ”Ud af skyggerne. Kvindernes litteraturkanon”, s. 126). Blixens værker er fulde af citater, allusioner og henvisninger til antikke myter, bibelske fortællinger og en bred palet af litterære værker. Som lektor Charlotte Engberg formulerer det: ”Læseren føres fra Homers og Vergils store epos, over Tusind og én Nat, til Boccaccio, Dante og Petrarca, og videre over Shakespeare, Goethe og til Heinrich von Kleists betragtninger over marionetten, videre til den danske litteratur, Ewald, H.C. Andersen, Blicher, Goldsmidt og Kierkegaard. Det 18. og 19. århundredes gotiske romaner trækker også sine spor gennem forfatterskabet, ligesom melodramaet gør det.” (Charlotte Engberg: ”Latter og lettere beruset”, s. 83).
At hun lånte og stjal i sine værker, lagde hun aldrig skjul på. Alligevel har det fået nogen til at hævde, at hun pyntede sig med lånte fjer, og enkelte har ligefrem anklaget hende for manglende originalitet.
Det er oplagt at indskrive Karen Blixen i den eksistentialistiske tradition i selskab med Albert Camus og Jean Paul Sartre. Det er de samme tematikker, de tre forfattere forholder sig til; liv, død, fremmedgørelse, skæbne og identitet i en tid med religiøse, kulturelle, sociale og ideologiske brydninger. Blixens forfatterskab kredser om, at intet er fast og givet, og på den vis var hun usædvanligt moderne. Camus og Sartre kan filosofihistorisk placeres sammen med eksempelvis Søren Kierkegaard, som Blixen var stærkt inspireret af.
Af mere samtidig litteratur, der træder i Blixens fodspor, kan nævnes Peter Høegs ”Fortællinger om natten” og ”Fortællinger om det tyvende århundrede”. Såvel i stil som sætningsbygning minder hans noveller om Blixens, og han har ligefrem løftet flere personer og episoder fra hendes værker over i sine fortællinger.
Den magiske realisme, som man finder hos Blixen, er også nærværende i eksempelvis Mathilde Walter Clarks, Villy Sørensens og Svend Åge Madsens forfatterskaber. Sidstnævnte har også det til fælles med Blixen, at hans værker tager livtag med grundlæggende filosofiske spørgsmål – ikke mindst omkring menneskets identitet, som i begge forfatterskaber fremstår som en flydende størrelse – og ikke noget fast og givet.