Selvom de to romaner, Camille Blomst har udgivet, har to vidt forskellige hovedpersoner og kredser om markant forskellige emner, så er de fælles om at dyrke det talte sprog, som det tales af hverdagens mennesker. Forfatteren har bevidst søgt en let tilgængelig, underholdende og ikke “skønlitterær” stil. Begge bøger, såvel som novellen, bærer præg af et veloplagt og ligefremt sprog, hvor det satiriske, de rappe replikker og den sammensatte komposition med en stor nærhed overfor fortællingernes figurer træder i forgrunden frem for en mere traditionel slavisk og distanceret fortællerstil. Om debutromanen fortæller Camille Blomst således: “Det er ikke litteratur i den forstand, jeg har lavet, det er bare underholdning, alternativ til TV en søndag eftermiddag. Men flere steder i pressen bliver den jo bedømt som litteratur, og det vil jeg da ikke sætte mig op imod. Men jeg har med vilje skrevet noget meget let tilgængeligt for på den måde at være med til at lære folk at læse bøger.” (Niels Lillelund: “Opgør: en halvtredsårsdag for meget”. Interview i Jyllands-Posten, 2000-11-11).
Camille Blomst nævner selv Dan Turèll som et litterært forbillede, og trods markante forskelle evner Camille Blomst at lege med sprogets toner på en rap og provokerende måde, der kan minde om Turèll. Der er desuden klare paralleller mellem Blomsts debutroman og en roman som Sven Holms satiriske “Syg og Munter” fra 1972, der med rå humor giver stemme til en af samfundets randeksistenser, nemlig invalidepensionisten Arntsen.