Interessen for det mentale liv og bevidsthedsmæssige strukturer prægede 30’erne og 40’erne, og Branner var på mange måder mand af sin tid. Freuds psykoanalyse var in, det samme var modernistiske formeksperimenter som den frie bevidsthedsstrøm.
I sin anden roman “Barnet leger ved Stranden” fra 1937 lægger Branner stilen fra “Legetøj” bag sig og åbner sig mod det ekspliciterede psykoanalytiske. Romanen er en jeg-fortælling om den svage og selvfikserede Claus Bøje, der hjemsøges af angstforestillinger og tvangsneuroser. Hans ægteskab forliser, og han balancerer på randen af selvmord, før han vågner op til en form for selverkendelse. Freuds teorier diskuteres eksplicit i romanen, som dog ikke blev nogen succes.
Den følgende roman, “Drømmen om en Kvinde” fra 1941 bekender sig rent til stilen med den frie bevidsthedsstrøm (stream of consciousness), som store forfatter som James Joyce og Virginia Woolf havde gjort berømt. I den frie bevidsthedsstrøm fremstilles tankerækker og associationer inde fra personernes bevidsthed, uden at en fortæller forsøger at organisere strømmen i en traditionel, meningsfuld orden. I “Drømmen om en kvinde” mødes fire mennesker en nat. De spiller kort, mens de venter på en femte person, og skiftende bevidsthedsstrømme giver indblik i deres tanker. Nogen egentlig handlingstråd er svær at finde, men Branner giver romanen historisk swung ved at lade natten for mødet falde sammen med Anden Verdenskrigs udbrud.
Romanen er meget ambitiøs, og den vakte sensation i samtiden for dens kompromisløse stil. Men den blev hurtigt glemt, og eftertiden har betragtet den som mislykket.