Anden Verdenskrig gjorde stort indtryk på H.C. Branner, som gradvist forlod det psykologiske individstudie til fordel for mere filosofiske diskussioner af etisk og eksistentialistisk karakter. Således forskyder han sit fokus fra individet til de mellemmenneskelige problematikker om skyld, ansvar, frihed og valget.
Formelt holdt Branner aldrig op med at forny sig, og det er tydeligt i “Rytteren” fra 1949, der bedst kan karakteriseres som en dramaroman. Den er stort set opbygget af replikker og regibemærkninger, og forløber stramt i fem dele over et døgn: Morgen, middag, eftermiddag, aften og nat. Titlens rytter, den dyriske Hubert, er romanens altoverskyggende omdrejningspunkt, men han optræder ikke. Han er død efter en blodig rideulykke, og romanens personer, Susanne, Clemens, Michala og Herman, forsøger alle på hver deres måde at frigøre sig fra ham.
Persontegningen af de fire omkring Hubert er relativt entydig: Susanne er lidenskabelig, Clemens er selvopofrende og afmægtig, Herman er autoritær og Michala lider under sin egen frigjorthed. Relationerne mellem de stereotype karakterer er blevet tolket på mange måder, og “Rytteren” er en uhyre kompleks roman i al sin enkelhed. Centralt står problematikker om erotisk tvang og frigørelse fra gentagelsen, og overordnet set promoverer den en pointe om, at identitet er flydende og skabes af (magt)relationer til andre.
I sin sidste roman “Ingen kender natten” fra 1955 forholder Branner sig eksplicit til besættelsestiden . Romanen forløber over en nat, og Branner benytter igen den frie bevidsthedsstrøm i skildringen af det broderskab, der vokser frem mellem modstandsmanden Simon og den dekadente og deprimerede reklametegner Tomas. Tomas hjælper Simon med en flugtplan til Sverige, men ingen kender natten, og før solen står op, dør de begge i en blodig ildkamp. Angst, afmagt og usikkerhed løber gennem romanen som grundfølelser i eksistensen, men slutningen har karakter af en forløsning gennem martyriet, idet dødsfaldene muliggør andres frelse.