Romantik

Citat
“Hvordan skulle jeg kunne skrive digte, Agincourt, sig mig det…? Ordene lader sig ikke ordne så perfekt så man kan gøre det, ingen steder… de forsvinder, fortoner, forvitres, hvad ved jeg, de er ikke pålidelige, hvis De forstår hvad jeg mener… De byder sig til som ville de danse, ja, men de stikker af; de lægger sig på divanen og vifter sig med lilla strudsefjer… men knapper man skjorten op, er de væk, de kaster sig skrigende ud af vinduet…”
Jeppe Brixvold: “Romantik”, side 104-105.

Jeppe Brixvold åbnede ballet med et yderst produktivt debut-år. “Ja, Daniel” blev fulgt op af hans anden roman “Romantik” (1990), der, som titlen antyder, tager fat i litteraturhistoriens romantiske periode. Men vel at mærke fra et moderne udgangspunkt.

Det er den engelske romantiske digter Percy Bysshe Shelleys 200-års fødselsdag i 1992, og det må fejres. Derfor udskriver Oxford-universitetet en konkurrence, der skal udpege den værdige arvtager til den store poet. Shelley skal revideres, ja han skal ligefrem genfødes. I København fordriver danskeren William tiden med at administrere en række møntvaskerier, han har arvet, og med at spille tennis. Det er hans litteraturstuderende kæreste imidlertid stærkt utilfreds med og presser ham derfor til at deltage i konkurrencen om posten som bestyrer af det nye Shelley-institut. Ved et usandsynligt tilfælde får han det tildelt. Der er dog et problem: William kan ikke fordrage digte.

I anden halvdel af “Romantik” følger vi hans radikale forvandling til inkarnationen af den oprindelige Shelley med dertilhørende utøjlelig vildskab, druk og et stadigt mørkere sind. Vi følger ham i hans kvaler med sproget og med at få blot et eneste ord nedfældet. Vi møder hans verdensfjerne litteraturkolleger på Oxford, og vi får på morsomste vis indsigt i såvel eksisterende litteraturteorier, som Williams helt egne, forskruede teser – alt imens Williams bevidsthed drives længere og længere ud på overdrevet.

Ligesom i “Ja, Daniel” vender Brixvold i “Romantik” blikket indad mod menneskesindets dybder – men kombinerer det med markante og til tider essayistiske betragtninger over sproget. Williams antipati mod digte beskrives igen og igen som en afvisning af en absolut og øjeblikkelig fastholdelse af sproget i ét punkt – men omvendt en insisteren på dets flygtighed og konstante bevægelse. Sproget er for William flydende og formløst, som vandet i en flod: “en passage der var ren og betydningsløs og fri for alt andet end lige de ord man gik på som flydende træstykker over en flod.” (“Romantik”, side 104).