Værket “Hæfte” (2000) bærer ikke nogen anden genrebetegnelse, end hvad titlen afslører. Den følger på sin vis romanens form i skildringen af en ung vandringsmands voksende erkendelse, men er ikke – det gøres klart – at sammenligne med den klassiske dannelsesroman. Pilgrimsbog eller vandrebog, er den blevet kaldt. Og den betegnelse passer fint på de 30 kapitler, ét for hver dag, der følger vandringen ad den katolske pilgrimssti El Camino de Santiago fra Pyrenæerne til den spanske atlanterhavskyst.
Rejsen begynder i København, hvor bogens jeg får nok af den hjemlige småborgerligheds selvtilfredse kedsommelighed, ikke mindst i det kunstneriske og litterære parnas. Han må bare VÆK! Med munken Frans af Asissi som forbillede og tanken om bekendelse som element i pilgrimsgangens forvandling og erkendelse af en anden virkelighed, sætter han af sted fra Roncesvalles’ kloster tidligt om morgenen den første dag.
23203049
Derpå følger hans bekendelser i form af fortællinger og erindringer, drømme og refleksioner, som tilsammen bliver hans “Hæfte” – det sidste i verden, han vil skille sig af med. Og han skiller sig ellers af med en del: sine solbriller, han pludselig får lyst til at smadre, sin shampoo samt et sæt tarotkort, han får af Lalo – en af mange vandringsmænd han møder undervejs. Ja, selv hans smøger bliver stjålet fra ham – af to hyrdehunde.
Alt sammen fjerner det ham fra den fysiske verdens nyttetænkning og tingsliggørelse. Det efterlader ham uden andet end bekendelsen; sproget. Som han formulerer det et sted, “er det ofte, som om jeg bekender mere, når jeg ikke nærmere véd, hvad jeg siger.” (“Hæfte”, side 95).
Det er ikke bekendelser i traditionel forstand, men bekendelser, der skaber en ny virkelighed. Sprogets egen virkelighed, kunne man tilføje. “At bekende er således ikke kun at forlade noget, man kendte til, men også at erkende noget, der kun netop bliver til. […] Virkelighed bliver til og forsvinder uafbrudt.” (“Hæfte”, side 95).
Bevægelsestemaet træder i “Hæfte” atter i centrum, denne gang i vandrerfiguren.