Det er ikke nogen let sag at finde forfatterskaber i den hjemlige samtidslitteratur, der er sammenlignelige med Jeppe Brixvolds. Dertil er han alt for meget sin egen. Det nærmeste man kommer på den nordiske litterære scene er måske Jan Kjærstads romantrilogi “Forføreren”, “Erobreren” og “Opdageren”, som han modtog Nordisk Råds Litteraturpris for i 2001. Begge nærmer de sig mennesket fra forskellige vinkler, springer i tid og rum og væver historiske og litteraturhistoriske tråde ind i deres fantasifuldt fortællende tæpper.
Herhjemme kunne man nævne Peter Seebergs “Ved havet” (1978), der (ligesom Brixvolds brug af vand) spiller på vandets bevægelse som symbol på livets foranderlighed – og i særdeleshed på havet som den endelige afslutning på floden, altså som en dødsmetafor.
Det er imidlertid i den europæiske litteraturs klassikere, Jeppe Brixvold henter størstedelen af sin inspiration, hvilket han ikke lægger skjul på. Der er mangfoldige litterære referencer gennem forfatterskabet – lige fra Shakespeares Birnam Forest i “Ja, Daniel” (1990) over Shelleys digte i “Romantik” (1990) til den åbenlyse tak til Dostojevskijs “Forbrydelse og straf” (1865) med både indledningssekvensen og titlen på “Forbrydelse og fremgang” (2007). Sidstnævnte roman går sågar skridtet videre og citerer en bred vifte af store forfattere, der blandt andre tæller Alexander Pusjkin, Arthur Rimbaud, Ezra Pound og Gunnar Björling.
Derudover sætter særligt to forfattere deres præg på forfatterskabet: Ireren James Joyce og hans landsmand den irsk-franske dramatiker Samuel Beckett – og de diskuteres da ofte også ganske direkte i de mere essayistiske passager.
Referencerne til Joyce er tydeligst i “Forbrydelse og fremgang”, særligt på formsiden, hvor romanen som nævnt lægger sig i forlængelse af Joyces modernistiske tradition for at bruge mytens kraft. I romanens sidste del bryder sproget helt sammen, ligesom det er tilfældet med Joyces “Finnegans Wake” (1939).
Samuel Becketts absurde dramaer lader sig ligeledes spore adskillige steder i forfatterskabet. For eksempel i de groteske dialoger, der får et decideret komisk præg, eller når usandsynligheder som talende harer eller snegle giver deres besyv med. På det tematiske plan er arven fra Beckett endnu tydeligere, fx i personernes søgen efter og venten på noget større og mere meningsfuldt end den tomme virkelighed, de står i. Og endelig stilistisk – i den slørede og ofte ganske uigennemskuelige struktur, der kendetegner både kronologien og personernes identitet.
Brixvold trækker således i usædvanlig grad på en solid litterær tradition – men uden at lade sig styre hundrede procent af den. Forfatterens egne ord udtrykker nok bedst hans unikke evne til at skabe et originalt og ejendommeligt litterært univers, i kærlig respekt for traditionen: “Det er et paradoks ved litterær tradition, at man er nødt til at tage afstand fra den for egentligt at tilslutte sig den. Hvis man forsøger bare at mime traditionen, efterligne den, så bliver man egentlig bare kitsch. Mens den egentlige, alvorlige tro på traditionen nødvendiggør, at man gør forskel til den.” (Anders A. Nielsen og Dennis G. Kofod: “Det er ikke lige meget, hvor man tager hen” i Ildfisken Nr. 32 (2004), side 12).