Lisbeth Bruns anden roman udkom i 2005 med titlen ”Tingenes tilstand”. Hovedpersonen Kristina er lige blevet skilt fra Sverre, som hun har boet med i et selvbygget træhus ved en elv i den norske ødemark. Nu er hun flyttet ned i et hus i den nærliggende landsby, hvor hun ernærer sig som skrædder, og hvor hun har god tid til at sidde og ryge cigaretter og tænke over sit liv.
Størstedelen af romanen består af Kristinas refleksioner over fortiden. Over opvæksten på en højskole i Danmark, hvor faren var den rationelle forstander og moderen en frisindet og kronisk utro kunstnertype. Over Kristinas første forelskelse i en krigsramt indvandrerfyr, der gik på højskolen. Over hendes udsvævende liv i København, da hun flyttede hjemmefra, om hendes forbrugeriske forhold til mænd gennem sin ungdom. Over uddannelsen til skrædder og forelskelsen i den solide norske tømrer Sverre, som hun flyttede til Norge med. Over hvordan hun begyndte i terapi, da forholdet slog knuder. Blandt andet gik hun i terapi hos en mand, der påstod, han var healer, men hvis tilnærmelser nærmede sig det seksuelt udnyttende.
25891945
På den måde væves behandlingen tæt sammen med en begivenhed, som ofte dukker op i Kristinas bevidsthed. Den foregik en sommer, da Kristina var barn, og hvor hun lå i hængekøjen med broderen Olav og oplevede tilnærmelser, der måske – måske ikke havde incestuøse tildragelser.
Der er en litteraturhistorisk bevidsthed i fortællingen ved, at der refereres til diverse klassikere. Det hænger sammen med en tilstræbt tidslig og miljømæssig realisme, hvor der bliver hørt Lisa Ekdahl og David Bowie. Kunstnerne er både identitetsmarkører på handlingsplanet og periodeautentiske signaler.
Som kontrast til det samtidige realistiske er isbjørnen, der går igen i fortællingen, som et symbol på noget oprindeligt. Isbjørnen nævnes igen og igen, fordi Kristinas farfar har drukket isbjørneblod.