Den hårdtarbejdende arkitekt Lærke Holm Larsen får et sammenbrud på et toilet i starten af ”Vejs ende” fra 2006. Man følger Lærke fra sammenbruddet og i perioden efter, hvor hun tager tilbage til barndommens Nordjylland og flytter ud i et sommerhus. Den lange roman opruller Lærkes fortid. Hun er født i et råt og alkoholiseret miljø, hvor faren var falleret akademiker, og hvor moderen anvendte psykologisk vold og decideret tortur. Eksempelvis tvang moderen Lærke til at kvæle sin fars fugle som straf for, at hun ikke vil fortælle, at faren var taget på ekspedition.
Efterfølgende bortadopteres Lærke til parret Anne og Holger. Deres naboer kommer til at påvirke Lærkes liv fremadrettet. Hun forelsker sig i landmandssønnen Henrik, og hun bliver veninder med sommerhusgæsterne Van Hauens datter Malene, der får en grusom skæbne.
26452686
Der sker flere tragiske hændelser i Lærkes liv, og alligevel er det de nære barndomsbeskrivelser, der dvæles mest ved. Tragedierne afsløres på næsten Raymond Carversk facon som undseelige sprækker i det hverdagslige sprog. Bedstevenindens død, adoptivforældrenes ulykke og bruddet med den eneste kærlighed afsløres uden dramatik, men virker ikke desto mindre stærkt. Som her, hvor bruddet med den elskede beskrives: ”Det var efter den første lille portion, at han lagde kniv og gaffel fra sig // – Jeg har snakket med Marianne om at flytte tilbage, sagde han.” (s. 299).
Tematisk handler romanen om svigt, opdragelse og umuligheden af at flygte fra sin fortid. Miljøet er engageret skildret, med landsbysladder, klasseforskelle og danske designermøbler. Der er en tidsmæssig historisk realisme. Fremskridtspartiets indtog bliver diskuteret ved middagsbordet i barndomshjemmet, Lærke hører P2 og læser i nutiden den japanske forfatter Haruki Murakami.
”Vejs ende” er således en roman fuld af autenticitet og indlevelse. Det er et nuanceret portræt af et menneskeliv.