Lisbeth Brun skriver sig ind i en tradition af kvindelige, danske forfattere, hvis interesse og omdrejningspunkt er kvinders liv og psyke. Samtidens grand ol’ mama inden for denne genre er Hanne Vibeke Holst.
En anden forfatter, som Lisbeth Bruns temaer og stil minder om, er Trisse Gejl. Hun skriver på samme måde om kvinders sammenbrud og krisernes årsag og er ikke bange for at lade halvokkulte elementer indgå som midlertidige metaforer, hvis det blot er foreneligt med en psykologisk realisme. Kvinden i Trisse Gejls roman ”Skjul” fra 2008 minder om flere af Lisbeth Bruns kvinder. Hun deler ensomheden, en eksploderende krise og fortidens spøgelser, der rasler ud af skabet med Bruns kvinder. Der er hos begge forfattere en lidt trøstesløs opfattelse af kærligheden og manden fra fortiden. Der er også en indlevelse og nuancerigdom i beskrivelserne af kvinder, der sidder på terrassen i et tomt hus, tilbereder ulykkelige måltider og drikker stærk alkohol.
At skrive om et bestemt geografisk område i Danmark, som Lisbeth Brun gør i flere romaner og særligt i ”Vejs ende” og ”Det du mister”, gør Ida Jessen også i sin Hvium-trilogi, der består af romanerne ”Den der lyver”, ”Det første jeg tænker på” og ”Børnene”. Tematisk minder de to forfatterskaber også om hinanden. De skriver begge om de store sorger, den voldsomme kærlighed og forholdet mellem mor og datter. Og så skriver de om hemmeligheder.
Selv siger Lisbeth Brun om det temas betydning for hendes skrivestil: ”Der ligger en masse energi i hemmeligheder. Også når de kommer frem i lyset. Og det bruger jeg i bøgerne. Jeg skriver ikke plot, men der skal være en psykologisk spænding. Det er der jo også i vores liv”. (Charlotte Rørth: Jeg vil ikke miste mit savn. Nordjyske Stiftstidende, 2011-02-26).