Den uredigerede Carver / Directors cut

Hans enke, Tess Gallagher, har modgået noget af denne kritik ved at udgive mandens tidlige udkast og versioner af noveller og digte. For derved at blotlægge at det var Carvers litterære mentor og redaktør, Gordon Lish, som i de tidlige noveller gik ind og skar til og ned på de socialhistoriske træk, sentimentaliserede historierne, gjorde dem mere til mainstreamlitteratur. Især gik det ud over den første novellesamling, Hvad vi taler om, når vi taler om kærlighed, som Carver ifølge enken decideret fortrød kom ud i den version vi læser i dag. F.eks. blev Carvers tematiske alkoholisme gjort mere stueren, mindre socialt betinget og mere eksistentialistisk i sine årsager. Populært sagt ”postmoderniserede” Lish Carvers modernistiske form for socialrealisme.

Men lige meget hvilken version man læser Carver i, står tilbage at han er en fremragende fortæller af den særlige form for amerikansk liv, vi i Europa både er frastødt og fascineret af. Carvers gentagende tematik er mennesker som tror at de har både ordet og livet i deres magt, ved hvad de taler om og ved hvad de lever for. For så vidt en gammeldags modernisme. At ord og indsigt svigter overfor en diffus verden med værdier skabt af kviksølv. Dansen om guldkalv og dollars der fører til åndelig armod, materialisme og forbrugerisme der er kommet ud af kontrol og dræber menneskelige følelser og relationer. Forældre som græder snot over at de har mistet kontakt med deres børn men aldrig forstår helt hvorfor. Sex forklædt som kærlighed, liderlighed maskeret som lidenskab. Og så den særegne amerikanske stoicisme: det gælder om at komme videre i livet, lige meget hvorfor og hvordan, og går det galt, så tag det som en mand m/k. Livet er ikke for begyndere og forlad det med æren i behold. Hvis du kan – og det er præcis hvad du netop ikke kan i Carvers mest geniale tekster. Raymond Carvers personer er alle stille eksistenser som hos vor egen Herman Bang. Men den store, moderne og alt afgørende forskel mellem ham og Bang er at hans personer grundlæggende er bange for deres egen stilhed.