Tingenes uorden

Citat
“Han gjorde sig i øvrigt ingen illusioner om, at han vidste særlig meget, men de få ting han vidste, lagde han umådelig stor vægt på. Han vidste for eksempel, at orden i omgivelserne afføder orden i tankerne. Og så vidste han, at sko ikke bare forsvinder.”
“Tingenes uorden”, s. 93-94.

Mathilde Walter Clarks fortællesamling “Tingenes uorden” udkom i 2005. De fjorten historier er tilsyneladende uafhængige af hinanden, men undervejs i læsningen opdager man, at de alligevel er kædet sammen mere end tematisk: Den sidste og længste historie, “Alter Ego”, om A, der drømmer om at blive en litterær karakter, danner en efterskudt ramme om de første tretten.

25891406

Fortællingerne fungerer som små reagensglas i praktiserende filosofi: Deres udgangspunkt er et legende “hvad nu hvis...”, hvorefter eksperimentet føres ud i sin yderste konsekvens. Som for eksempel i novellen “Fiskefilet”, hvor Otto Hoffmeyer mister sit ordforråd eller faktisk mere end det – begrebet om og for tingene. Som læsere erfarer vi, hvordan Otto Hoffmeyers verden bliver gradvist mindre i takt med, at begreberne forsvinder ud af hans bevidsthed. I fortællingen “Tingenes forsvinden” er det omvendt tingene, der forsvinder en efter en. Og så er der Rasmus Rask i novellen af samme navn, der desperat søger efter Det Oprindelige Sprog, efter tingenes egentlige navne.

Mange af fortællingerne drejer sig således om en undersøgelse af forholdet mellem tingene og ordene, af materien og af sproget, der beskriver den. Et gennemgående spørgsmål er, om en ting eksisterer forud for det begreb, der navngiver den?

Det er eksistentielle spørgsmål, der er oppe at vende i Mathilde Walter Clarks fortællinger. Og det univers, hun skriver frem, er eksistentielt minimalistisk. Figurerne og stederne har et minimum af særpræg, de er så neutrale som muligt, som spillebrikker på et spillebræt, eller X og Y i en ligning. På den måde bliver de almengyldiggjorte, så hver enkelt figur repræsenterer noget essentielt menneskeligt, og en by ikke er et specifikt geografisk sted, men indbegrebet af byen som størrelse. Det kan lyde lidt skematisk, men Mathilde Walter Clarks legende tilgang til det danske sprog og næsten Roald Dahlske humor gør den tankevækkende samling fortællinger svær at lægge fra sig.