Beslægtede forfatterskaber

Når Paulo Coelho selv skal sætte navne på sine inspirationskilder, nævner han blandt andet Jorge Luis Borges, William Blake, Jorge Armado og Henry Miller. Slægtskabet med argentineren Borges (1899-1986) er tydeligt. Borges var grundlæggeren af den sydamerikanske magiske realisme, men arbejdede med sit surrealistiske udgangspunkt øjensynligt på en helt anden måde med sproget end Coelho gør. Desuden er det næsten totale fravær af kvinder i Borges' forfatterskab jo unægtelig en kontrast til kvinderne og det kvindeliges dominans hos Coelho.

Man kan også drage en parallel til den amerikansk-russiske forfatter Ayn Rand (1905-1982). Hendes roman ”Kun den stærke er fri” (”The Fountainhead”) fra 1943 handler også om en person, der kæmper med næb og klør for at få lov til, i et snærende samfund af middelmådigheder, at følge sin bane og udleve sit enorme talent som arkitekt.

Dog var Ayn Rand, som titlen på bogen også antyder, ganske bevidst om de ultraliberalistiske tolkningsmuligheder i værket. De var tilsigtede og hun gik så vidt som at sige, at hun var fortaler for egoisme.