Alle ensomme kvinders signatursang er “Eleanor Rigby” af the Beatles. Douglas Coupland har lånt den som titel til sin roman fra 2004 (“Eleanor Rigby”, 2005) om den 36-årige tyksak Liz Dunn fra Vancouver. Hun har ingen venner. Hun bor for sig selv i en lejlighed uden mand eller børn. “Folk ser på mig og glemmer at jeg er her. Hvis jeg skal være ærlig, behøver jeg ikke engang at gøre mig usynlig, det sker bare.” (side 14) “Der var ikke nogen som havde sat sig ned sammen med mig og havde fortalt om værdien af udseende og krop og – senere i livet – om penge og magt.” (side 47).
25721497
Ikke overraskende er Liz Dunn desillusioneret og opgivende, men hun er også skarp og begavet, og hendes refleksioner af omgivelserne og omgivelsernes refleksioner af Liz lader ikke den beslægtede chiclitt (tøselitteratur) meget efter i rappe bemærkninger: “Hvis Leslie kaster op, kommer der afsnit af ufordøjede artikler fra Vanity Fair op” , bemærker Liz om sin modebevidste storesøster Leslie” (side 15). Og af samme skuffe: “Lizzie, for fanden, dine øjne ligner to pishuller i sneen.” (side 20) udbryder storbroren William, da han kommer på besøg, efter hun har fået trukket et par visdomstænder ud og barrikaderet sig i lejligheden med en håndfuld tudefilm. Om indretningen bemærker han: “Lad os trække de rædselsfulde gardiner fra. Hvor har du fundet dem, i en græsk bingohal?” (side 21).
Hverdagene tilbringer Liz i et dødt kontorlandskab sammen med en chef, hun konsekvent omtaler som Dværgen: “Han havde fem forskellige udseender, ét for hver arbejdsdag – og de blev alle sammen ødelagt af sko, som han sandsynligvis havde byttet sig til på et loppemarked for et bilbatteri inklusive kablerne.” (side 49).
En aften i 1997 passerer kometen Hale-Bopp hen over Vancouover. Liz ser den fra parkeringspladsen foran Rogers Video og tænker, at det er “svært at undgå følelsen af at sådan en himmelsk begivenhed indvarsler en eller anden slags radikal forandring.” (side 7). Det viser sig, at hun får ret. Tyve år tidligere var hun i Rom med sin latinklasse. Da hun kom hjem, var hun gravid. Hun fødte en søn, som blev bortadopteret. Nu dukker han op på hendes dørtrin uhelbredeligt syg af sklerose. Hans forhistorie er en gyser, en ubrudt kæde af plejefamilier som enten var religiøse tosser eller prøvede at komme i seng med ham eller begge dele. Jeremy, som han hedder, dør, men sparker med en vedvarende ukuelighed en gnist af liv ind i Liz. Syv år senere finder hun en meteorit, og gnisten springer igen. Om natten ringer en politimand fra Wien i Østrig og vil høre, om hun kender en Klaus Kertesz. Det gør hun ikke. Men hun husker, at der var en flok østriger på diskoteket den sprutomtågede nat, hvor kimen til Jeremy blev lagt. Hun tager til Østrig for at møde Jeremys far.
En sidste tanke før jeg rejser: for nogle år siden besluttede jeg at jeg ville lave en liste over alle de ting jeg ikke er særlig dygtig til, og så holde op med at gøre dem – ordne det når der var papirstop på kontoret; forsøge at forstå hvordan min bil fungerer; logikken bag Miss America-kokurrencerne. Jeg troede, at denne beslutning ville gøre mit liv mere strømlinet og bedre – og indtil et vist punkt gjorde den det også. Men nu har jeg indset at ved at beslutte at lade være med at gøre ting, har jeg mistet millionvis af chancer og lejligheder til at gøre nye opdagelser, møde nye mennesker – være i live, faktisk. Så jeg har tænkt mig igen at begynde at gøre ting jeg er dårlig til. For pokker jeg har tænkt mig at gøre ting, jeg aldrig nogensinde har prøvet.” (161).
På den led er “Eleanor Rigby” et stort ja til livet. Dissektionen af ensomheden leder tankerne hen på den eksistentialistiske klassiker “Menneskets lod” af franskmanden André Malraux, men uden sammenligninger i øvrigt for Coupland vil stadig poppen og spinder dybden i Liz Dunns refleksioner sammen med handlingen i et let flydende væv, formidlet i en ubesværet, banal og begavet vekslen mellem chiclitt og halvmagisk realisme, mellem Bridget Jones og Garp, Helen Fielding og John Irving. Meteoren – “et stykke af en anden tilintetgjort planet der hvirvler omkring i universet” (side 6) – er en smuk metafor for Jeremys liv.