Uhellige alliancer

Citat
“Lige til venstre for Miguel stod en mand klædt helt i sort med en maske der skjulte hele ansigtet. Det så ud, som om de stod og talte intimt med hinanden, men nu så jeg det, som Ogoya også så. Manden i sort holdt et eller andet presset ind i ryggen på Miguel, en genstand som fik Miguel til at stå stille i det dansende lys fra den brændende karnevalsfisk. De stod som siamesiske tvillinger låst fast i et ufrivilligt favntag, omgivet af sortklædte, maskerede dansende mennesker, belyst af en ild som sprang højere og højere op i luften så gnisterne regnede ned i havet.”
“Uhellige alliancer”, s. 148.

Leif Davidsen er kender af Ernest Hemingway og deler hans fascination af Spanien. Som reporter boede Davidsen i en periode i Madrid. Han var optaget af de store omvæltninger, som fandt sted i landet op gennem halvfjerdserne. Han drømte om at blive sendt derned på en reportagerejse. I stedet røg han i 1980 på en tur til Moskva og strandede et par dage i transithallen på vejen hjem. Her faldt en sætning ham ind: “Ethvert menneske med et fjernsyn kendte min kone. Derfor fik hele affæren omkring hendes forsvinden under mystiske omstændigheder en del omtale i pressen.” Fire år senere åbnede sætningen romandebuten “Uhellige alliancer”, der udkom i 1984.

Poul Jensen er jurist, gift og har to børn. Hustruen er journalist og arbejder på TV-Avisen. Poul arbejder halvtids i Socialministeriet, så konen kan passe sin karriere og sine skiftende affærer med andre mænd. “Jeg hadede af og til Charlotte så intenst at jeg kunne slå hende. Jeg slog hende aldrig. Hun kom altid tilbage, forlod mig aldrig helt. Vi var helt vilde med vores unger, selv om de var kommet dumpende under p-pille pauser. Jeg var konstant vild med dem. Charlotte i perioder. Hun tænkte fortrinsvis på sig selv og sin karriere som journalist, der gik blændende.” (s. 16).

51300661

Charlotte og Poul, karrierekvinden og den bløde mand, er udtryk for omvæltninger i forholdet mellem kønnene, som stadig er relativt nye på det tidspunkt. En dag dør Charlotte i et færdselsuheld i Spanien. En kongetro politikommissær får fingre i hendes lig og anvender det i en uhyre diabolsk fælde, der skal afsløre et lige så nedrigt komplot. Han sprænger liget i luften på en bar i San Sebastian. Alle tror, det er den baskiske løsrivelsesbevægelse ETA, som Charlotte har haft forbindelse til igennem sit arbejde.

Poul kommer derned for at hente sin døde kone hjem. Han bliver modtaget i lufthavnen af en mand, som viser sig ikke at være den danske diplomat, som han giver sig ud for at være. Poul får et lift fra Madrid til San Sebastian med en svensk reporter, der har været sammen med hans utro kone, engang de kedede sig under en pause i journalistarbejdet. Han møder journalistens ETA-forbindelser, der tilsyneladende også har haft sex med Pouls hustru. Vor helts selvfølelse er med andre ord godt ramponeret, men så møder han den underskønne baskiske nationalist Ogoya, som falder pladask for ham. Komplottet bliver afværget, plottet afviklet. Alt sammen med indsigt i de politiske og nationalistiske forviklinger og en vekslen mellem dialogen og Pouls refleksioner. 

I 1998 – fjorten år efter debuten – vendte Leif Davidsens forfatterskab tilbage til Spanien med romanen “Lime’s billede”, fortællingen om en paparazzi-fotograf, der stikker telelinsen lidt for langt frem. Mens Davidsen var ved at lægge sidste hånd på sin roman, overhalede virkeligheden ham. Prinsesse Diana og Dodi Al-Fayed blev jaget i døden af virkelige paparazzi-fotografer. Han var lige ved at droppe bogen af frygt for at få skudt i skoene, at han forsøgte at profitere på deres ulykke. Han fastholdt udgivelsen, der blev tildelt Glasnøglen, prisen for Nordens bedste krimi.