Den russiske sangerinde

Citat
“Midt på floden sad en mand på en lille klapstol. Et par russiske træski lå ved siden af ham. Han sad helt stille i en tung uklædelig vinterfrakke og med en tyk pelshue på hovedet. Han havde slået klapperne ned. Han havde kun handske på den ene hånd. Den anden holdt forsigtigt om en lille fiskestang (…) Mellem hans ben stod en flaske omviklet med dagens Pravda. Basov stoppede et øjeblik, så vendte han med en rask bevægelse skiene og løb tilbage mod Sølvskoven.
- En lille en, gaspodin Andersen, spurgte oberst Gavrilin.”
“Den russiske sangerinde”, s. 130-131.

Indsatsen er klar, fortællingen kvikt sat op i Leif Davidsens “Den russiske sangerinde” fra 1988. Vi tager den fra tredje linje: “Jeg måtte gøre op med mig selv om det længere var værd at kæmpe for at jeg og Susanne blev sammen. Jeg stod som så ofte før og stirrede ned på Sadovajaens arrede asfalt, hvor den frosne blanding af is, grus og sne lignede en forbinding, der for længst skulle være skiftet.” (s. 7).

Jack Andersen er på vej mod de fyrre, ansat ved den danske ambassade i Moskva. Han befinder sig i en by, som er underlagt en sibirisk kulde, men det er intet mod, hvor koldt der er i hans forhold. Jack kan ikke få børn. Han er lige så gold, som Moskva er kold og omvendt. Manden og byen spejler sig i hinanden. Konen ligger hjemme i Danmark og tager forskud på foråret med en ung elsker. Jack er modløs, men så kommer opringningen. Sonia, en kvindelig ansat ved ambassaden er fundet i badekarret med overskårede pulsårer, SM-porno på videoen og en død kvinde på sengen. Det er ikke så godt. Det kan betyde diplomatiske forviklinger.

29291594

Jack er på sagen. Han skyder modløsheden fra sig, haster af sted til kvindens lejlighed og gennemgår den sammen med det russiske politi. Tilsyneladende er sagen enkel. Sonia har myrdet sin elskerinde og derefter begået selvmord. Men Jack er ikke sikker. Hvorfor er der for eksempel en tredje tallerken på bordet? Er det morderens? Selvfølgelig er det det. Sonia er hverken morder eller selvmorder, selv om det ville være meget nemmere for alle, fordi hun var løs på tråden og havde rygte som ambassadens luder og dermed udgør en bekvem syndebuk.

En kvinde dukker op på mordscenen, den myrdede russers søster, Lilli Ivanova Smuul, oprindeligt fra Estland. Jack lægger sig imellem, da betjentene går til hende. Han giver hende et lift i sin bil. Han ser Lilli synge på en restaurant for udlændinge og korrumperede partimedlemmer. Hun er bogens titelperson. Hun er ’den russiske sangerinde’. Jagten på Sonias morder intensiveres. Det samme gør forholdet mellem Lilli og Jack. Lilli er verliebt i den stærke vesterlænding. Men deres forhold møder hård modstand. Jack er oppe mod mægtige kræfter i det russiske system, og på ambassaden må han slås med sin absolutte modsætning, den aristokratiske og snobbede Castesen, der afskyr den simple Jack, der er søn af en fordrukken engelsk sømand og en dansk skurekone og hører Bruce Springsteen og bokser. Fortællingen er stemningsmættet og knirker frostskørt fra de revner, som året efter den udkom, fik Berlin-muren til at falde. Filmatiseringen lod ikke vente på sig.

Leif Davidsen fuldendte sin trilogi om omvæltningerne i Rusland med romanerne “Den sidste spion” fra 1991 og “Den troskyldige russer” fra 1993.