- Jeg sagde vi mødes om tre i Berlin. Jeg holder til i Berlin er et godt udgangspunkt. Er det okay?!”
Selvfølgelig måtte begivenhederne på Balkan op gennem halvfemserne fange journalisten og forfatteren Davidsens interesse. Regionen var en heksekedel af modstridende politiske, nationale og religiøse interesser. Den var synonym med splittelse. I “Den serbiske dansker”, der udkom i 1996, ligger handlingens udspring i Bosnien. En håndfuld bosniske muslimer har voldtaget en kone og en datter for øjnene af faren i en bosnisk serbisk familie. Da faren “brølede som et dyr” (s. 176), skærer de tungen af ham. Da de er færdige med voldtægten, skærer de pikken af ham og stikker den i munden på moren og skyder hende og datteren, mens faren kvæles i sit eget blod. Det er dumt gjort, for familiens søn har “gået på den bedste militære skole i verden: Den jugoslavisk Forbundshærs Specialskole, hvor de sejeste unge mænd blev trænet i sabotage, infiltration, snigskydning, kommunikation, selvforsvar, undervandssvømning og overlevelse i felten.” (s. 46), og da han opdager, hvad de har gjort ved far og mor og søsteren, tager han det ikke nådigt op.
29291292
Sønnen hedder Vuk. Han har boet med sin familie i Danmark som barn og ung. Han er ’den serbiske dansker’, bogens titelfigur. Han lever af at udføre attentater og snigmord for Kommandanten. I Teheran er man sur på en af landets døtre, som har skrevet en islam-fjendsk bog. Man vil godt betale fire millioner dollars for, at hun bliver nakket. Kommandanten, som har opgivet drømmen om et Storserbien, tager opgaven og giver den videre til Vuk, for den iranske forfatterinde er på vej til Danmark, og Vuk taler ikke bare flydende dansk, han har også blå øjne – med andre ord, det bliver djævelsk svært for nogen at gennemskue, at han i virkeligheden er en kold bosnisk-serbisk snigmorder. Den iranske forfatterindes besøg organiseres af formand for PEN og journalist ved Politiken Lise Carlsen, og sikkerheden under hendes ophold overdrages til PET-agenten Per Toftlund. Sammen skal de få det hele til at gå op i en højere enhed. Det er ikke nemt, for Per Toftlund er slet ikke som Lises bløde psykologmand: “Han var en ubehøvlet satan, så meget havde hun forstået. (…) Men han så nu meget godt ud, hvis man kunne lide den sportstrænede type med de velovervejede skægstubbe.” (s. 33).
De har deres sammenstød, men forholdet udvikler sig, og Lises ægteskab afvikler sig.
Rundt omkring dem tårner de mørke skyer sig op. Inde på Christiansborg bliver der indgået gustne korridoraftaler, som sætter den danske feta-produktion over den iranske forfatterindes sikkerhed, og Vuks attentatplaner tager form. Han er efter en rejse, som involverer falske pas, dramatiske grænsekryds og skift mellem transportmidler kommet til København, hvor han har hentet sine våben i en Samsonite-kuffert i en boks på Hovedbanen, en Beretta-pistol med ekstra magasiner og en russisk snigskytteriffel – ikke verdens mest sofistikerede, men pålidelig. Lise og Per beslutter sig for at afholde pressemødet med forfatterinden på Flakfortet i indsejlingen til Københavns havn. Vuk finder ud af det. Han er meget tættere på dem, end de aner. Men helt galt går det ikke.
“Den serbiske dansker” bliver til en trilogi. Hovedpersonerne vender tilbage i “De gode søstre” fra 2001 og “Fjenden i spejlet” fra 2004.
Ved en afstemning blandt Jyllands-Postens læsere blev “Den serbiske dansker” i januar 2009 kåret som den niende bedste danske roman inden for de seneste 25 år.